Uanset, hvad du skal bruge sommeren på, så har vi en opfordring til dig.

AF CECILIE BISGAARD

Måske går turen til stranden. Måske skal I på legepladsen, på camping eller en tur sydpå. Mulighederne er mange, når sommerferien er over os.

Det kan også være, at I skal en tur til Randers midtby. I solskinnet er for eksempel rådhushaven en dejlig oplevelse. Du kan få lidt farve i ansigtet, mens børnene eller børnebørnene leger og spiller nogle af de mange spil, der er til rådighed. Alt sammen inden for synsvidde.

Men det kunne jo også være, at I fik lyst til at gå en tur rundt i gaderne. Måske for at kigge på vinduer. Men måske også for at kigge op?

Det har et par af vores læsere i hvert fald gjort. Lise Hansen skriver, at hun en dag kom forbi Aagaarden, hvor hun fik øje på nogle helt særlige altaner. Du kan finde dem her på siden.

Jan Kjeldahl har også kigget op. Han har kigget op på en ting, som han tænker, at mange randrusianere ofte går forbi uden rigtig at lægge mærke til den.

Jeg synes, du skal gøre som Jan og Lise. Uanset hvor du skal hen, så vil jeg opfordre dig til at kigge op. Både hvis du skal på storbyferie – eller hvilken som helst anden ferie i udlandet – men især hvis du skal på tur i Randers.

Fordi så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Hvilke små detaljer har du lagt mærke til i vores by?

Tag et billede og skriv en kort tekst om det, du ser. Send det til os på mailadressen redaktion.dinavis@lokalavisen.dk. Det sætter vi pris på.

God tur og god ferie!

»Den Jyske Hingst er kendetegnende for Randers. Men bemærker vi den, når vi går på Østervold?« spørger Jan Kjeldahl. Foto: Jan Kjeldahl
»Jeg kigger ofte op, når jeg kommer rundt i byen. Der er mange spændende detaljer, både nye og gamle. En dag jeg gik forbi Aagaarden og kiggede op, lagde jeg mærke til de specielle altaner. Ejendommen er bygget i 1940, såvidt jeg har kunnet finde frem til,« skriver Lise Hansen. Foto: Lise Hansen
Nogle gange – bare en gang imellem i hvert fald – skal man også huske at kigge ned. Foto: Cecilie Bisgaard
Et tag med tag på. Gad vide, hvorfor det er der, og hvorfor det ser sådan ud. Foto: Cecilie Bisgaard
Den her butik må have en af de smukkeste facader i Randers. Det er lidt svært at se på grund af spejlingen i ruden, men her er smukke stolper og fantastiske udskæringer over vinduerne. Foto: Cecilie Bisgaard