Mie Faurholdt Kierkegaard, der ejer Mie K Kjoler og Kærlighed, som ligger på Gråbrødrestræde ved Slotspladsen i Randers, er træt af at få ét særligt spørgsmål.
Hun bliver nemlig mødt af folk, der spørger hende om, hvornår butikken lukker. Det fortæller hun på Facebook.
Hun er træt af spørgsmålet, fordi butikken overhovedet ikke er ved at lukke.
I stedet fortæller hun, at kjolebutikken er i vækst, og at hun faktisk har planer om at udvide forretningen. Hun uddyber dog ikke hvornår og hvordan.
»Det er simpelthen en and. Jeg ved ikke, hvor det rygte er startet, eller hvor det er skrevet. Vi har en sund og god økonomi. Vi har dejlige kunder, der kommer og nyder at være i butikken, og et godt online salg,« siger Mie Faurholdt Kierkegaard i en video, som du kan finde på Mie K Kjoler og Kærligheds facebookside.