Kaproeren fra Randers Roklub har i tre kaproninger opnået tre medaljer – den ene endda på sin 18-års-fødselsdag.

Meget vand er løbet gennem åen siden Oliver Bach fra Randers Roklub sikrede sig guld til Bagsværd Regatta i maj, og juni skulle i sandhed vise sig at blive en meget krævende måned.

I weekenden 3.-4. juni deltog Oliver i den meget prestigefyldte Hamburg Ruder-Regatta. En regatta med mere end 1.000 tilmeldte

De indledende løb og A-finalerne var forbeholdt tyske roere, der skulle kvalificere sig til det tyske landshold, men Oliver Bach fik lov at stille op i deres B-finaler.

I hans løb var der cirka 36 til start i forskellige heats, og iblandt dem sikrede han sig en sjetteplads.

Guld, sølv, bronze

I søndagens løb var Oliver Bach skarp. Han førte med flere længder og sikrede sig her en velfortjent guldmedalje.

Derefter fulgte intens træning sideløbende med eksamenslæsning, og 11 dage senere tog han turen til Stockholm, hvor han var udtaget til at repræsentere Danmark ved de Nordiske Mesterskaber i Stockholm.

Han vandt suverænt sit indledende løb og sikrede sig derefter en flot sølvmedalje i finalen.

Der var ikke megen tid til restitution, og allerede fire dage senere rejste Oliver Bach til Holland og deltog i Holland Beker i Amsterdam. Faktisk på hans 18-års-fødselsdag.

Her sikrede han sig en overlegen førsteplads i det indledende løb og sluttede med en flot bronzemedalje i A-finalen om søndagen.

Oliver Bach er blevet udtaget til at stille op i endnu et prestigefyldt løb, nemlig Coupe de Jeunesse, der finder sted 29.-30. juli i Amsterdam.

gs