For over et år siden blev de erklæret ulovlige. Nu er de endelig ved at blive skiftet ud.
Det har været en lang, sej kamp, men nu er der endelig lys for enden af tunnellen. Snart kan den nye arena i Arena Randers tages helt i brug.
Det oplyser Randers Idrætshaller i en pressemeddelelse.
Tribunerne, der var opstillet i hallen, er nemlig ved at blive skiftet ud.
»De eksisterende tribuner, som skønsmanden erklærede ulovlige, kan ikke blive udbedret. De bliver nu taget ned og bortskaffet i løbet af sommerferien. Nye tribuner bliver monteret til november, hvor Arena 1 lukker i en periode,« siger Morten Arnesen, direktør i Randers Idrætshaller, i pressemeddelelsen.
Det vil dog ikke påvirke møde- og konferencefaciliteterne i Arena Randers.
Får færre siddepladser
I de sidste 14 måneder har man ikke kunnet benytte tribunerne. Derudover har Randers Idrætshaller brugt flere år på at få udbedret alle fejl og mangler ved arenaen, som totalentreprenøren Max Bögl har bygget. Halgulvet er blandt andet allerede blevet skiftet.
Nu er forventningen, at man kan tage den nye hal i brug fra december i år
Udskiftningen af tribunerne vil dog betyde, at man vil få ti procent færre sæder, end det var meningen. I det oprindelige projekt var der 3.200 sæder, men nu må man nøjes med 2.878 (2.902 pladser, hvis man tæller pladserne i to sky-bokse med). Af de 2.878 pladser bliver 146 roterbare, så hjørnepladserne også kan bruges som pladser.
Artiklen fortsætter under billedet
En hurtigere løsning
I det endelige projekt bliver det nemmere at omstille arenaen fra for eksempel håndboldtræning på to baner om eftermiddagen til et aftenarrangement. Det skyldes, at man fra Randers Idrætshallers side har prioriteret omstillingshastighed, funktionalitet og en god siddeoplevelse.
»Tribunerne kan hurtigt køres ud og ind, og de betjenes af en enkelt mand, der kan gøre arbejdet alene på tre timer,« siger Morten Arnesen og fortsætter:
»De gamle, nu kasserede, tribuner krævede langt mere – nemlig tre mands arbejde i mere end en hel dag. Vi kan ikke få de 3.200 siddepladser, men til gengæld kan vi med markant lavere omstillingstid få færre træningsaflysninger i arenaen.«
Ser lyst på fremtiden
Ifølge pressemeddelelsen har omsætningen i Randers Idrætshaller været vanskelig med 14 måneder, hvor man ikke har kunnet afvikle store arrangementer grundet de manglende tribuner. Men nu, hvor der endelig er en ende at se på den store saga om det nye halbyggeri, er direktøren i Randers Idrætshaller, Morten Arnesen, en meget glad mand.
»Slutløsningen giver os en bedre arena end den oprindeligt skitserede – en multi-arena, som kan afvikle nationale begivenheder som X Factor-finalen og rumme store konferencer som Spar Nords landsmøde samt koncerter med 6.000 tilskuere. Jeg er virkelig glad for denne løsning og kommende fleksibilitet med muligheder for øget omsætning og aktivitetsniveau,« siger han.
Samtidig betyder de nye tribuner, at man endelig kan gå i gang med at planlægge aktiviteter og arrangementer fra 2024 og frem.
»Det har været svært at øge omsætningen med alle fejlene og manglerne. Vi tror på, at vi med en færdig arena til december langsomt vil vækste stabilt. Arenaen har bevist, at den kan bruges til rigtigt meget spændende, og det kan nu forsætte med endnu bedre tribunemuligheder,« siger Morten Arnesen.
ceb