Efter godt en halv million kroner i støtte fra Nordea Fonden kan Kirkens Korshær realisere længe ønsket projekt.
Snart vil et forsømt gårdmiljø i Randers midtby blive forvandlet til en frodig have med blandt andet bænke, stedsegrønne buske, en havedam med kilde, shelter og et flytbart bålsted. Kirkens Korshærs byarbejde har i meget lang tid haft en drøm om at kunne skabe en hyggelig og inspirerende fællesskabshave bag foreningens bygning Løgstrupgården på Vestertorv i Randers.
Det oplyser Kirkens Korshær i en pressemeddelelse.
Med støtte fra Nordea Fondens ’Her gror vi’-pulje på 547.600 kroner kan Kirkens Korshær omskabe området til en have, som skal danne ramme om en række aktiviteter, der kan skabe fællesskab mellem socialt udsatte og sårbare borgere på tværs af alder, generationer og funktionsniveau.
»Kirkens Korshær har en social formålsparagraf, og haven skal anvendes i den sammenhæng ved at skabe et vedvarende tilbud på tværs af målgrupperne. Det er et afgørende skridt for os, at vi nu kan gå i gang med omdannelsen af haven som en del af en større plan i forhold til fremtidig brug af vores fantastiske og historiske gård midt i byen,« siger Sarah Lund Christensen, der er leder af Kirkens Korshærs Byarbejde i Randers.
Haven vil blive en grøn oase med flerårige planter i et tæt bebygget område. Der vil ikke blive anvendt sprøjtemidler, og der indgår kompostering og regnvandsopsamling. Samtidig vil der være fokus på genbrug af blandt andet granit- og chaussesten.
I haven vil foruden buske, bænke, havedam, shelter og bålsted også være en stor terrasse, et område med granitbelægning, stier, en græsplæne, bede, højbede til dyrkning af krydderurter og grøntsager til den daglige madlavning, et skur, kompostbeholder, regnvandstønde og frugttræer.
»Når vi får etableret haven som en del af vores arbejdsfællesskab, vil det blive en fantastisk opgradering, som kommer brugerne til glæde. Vi ser frem til, at en indbydende grøn oase vil kunne bruges til rekreative øjeblikke, udendørs fællesskab og med naturligt højt til loftet,« siger regionschef i Kirkens Korshær, Jonas Jakobsen.