Vidste du, at der lå en zoologisk have ved Doktorparken? Under krigen blev to bavianer kaldt to diktator-navne, husker nu 87-årige Jens Jacob Øster.
Jens Jacob Øster oplevede krigen som barn i Randers og besøgte flere gange den zoologiske Have, der dengang lå ved siden af Doktorparken.
Især ét minde fra dengang fortjener at blive genfortalt. Vi er sandsynligvis i 1944. Drengen Jens Jacob er otte år, og han har boet i Helsted et par år med sin familie, der år senere talte forældrene og otte børn.
Familien boede for enden af Oust Møllevej, tæt på Helstedgaard. Dengang var vejen knap nok en grusvej, og to biler kunne næsten ikke passere hinanden.
»Min søster og jeg stod og kiggede på de to bavianer i abehuset. Den brune blev kaldt Mussolini, og den grå blev kaldt Hitler i folkemunde. Vi står ved siden af to tyske soldater. De bryder sammen af grin, klasker sig på lårene og peger drillende på den grå bavian og siger grinende gang på gang ’Hitler’, ’Hitler’, ’Hitler’, ’Hitler’. De bøjer ned i knæene og fører den ene pegefinger over den anden i retning mod bavianen,« genfortæller Jens Jacob Øster, mens han viser med kroppen, hvordan han husker tyskernes bevægelser.
»Da vi kom hjem, fortalte min søster det under middagsmaden. ’Der var vist ikke andre tyskere til stede,’ lød det knastørt fra min far,« griner sønnen, der selv blev landmand, til trods for at forældrene sendte ham meget langt væk at tjene, fordi de håbede, han ville vende hjem med hjemve og begynde at læse.
Landmand og kusk
Det var kærligheden til heste, der førte ham til landbruget. Hans første ord var ’hest’ og ’lange ben’, lyder det med et smil. Han har med egne ord kørt hestevogn i over 75 år. Da han var fire år, tog nabosønnen ham med ud at pløje og høste, og her sad den lille dreng på hestene, lige indtil karlene skulle sove middagssøvn. Han blev tålmodigt siddende på stentrappen, indtil turen igen gik på hesteryg til markerne.
Måske har du mødt kusken med historierne i orden. For i 11 år kørte han turister rundt i Randers midtby, og af og til tager han på en hyggetur med sine to Shetlandsponyer, der jo skal røres. Turen går blandt andet gennem Doktorparken og dele af Helsted, indtil han af og til lige runder midtbyen.
Nu får han lov til at fortælle, hvordan han husker den zoologiske have, der lå ved siden af Doktorparken, da han var barn.
Indgang via parken
Du skal forestille dig Doktorparkens nuværende indgang ved Parkboulevarden. Her gik Jens Jacob Øster og mange andre via stien, indtil de drejede til venstre over en bro over bækken. Her lå hovedindgangen – og udgangen til ’Zoo Have på Viborgvej’, som stadsarkivar Tina Knudsen har kaldt det i en tidligere artikel i Randers Amtsavis.
I dag ligger der en tankstation og en Netto. Og i 1980’erne blev der udstykket parceller på Parkvænget bag ved Viborgvej. Her lå den zoologiske have fra 1933 og frem til 1955 eller 1956. Det var især stigende udgifter til foder og mangel på publikum, der lukkede haven, der ellers i sin tid var meget berømt og blev kaldt bedre end den i Aarhus.
Ifølge Jens Jacob Øster kunne du se både sumpbævere, løver, tigre og masser af andre dyr.
Sumpbæverne havde til huse i den lille stenruin, du stadig kan se, hvis du går langs bækken og kigger mod vest, lige der hvor en lille betonbro fører over bækken og ind i en privat have.
Østergårds villa
På toppen af bakken ligger overdyrlæge Østergårds store villa. Du kan kende den, fordi den stadig har bindingsværk. Her lå udkanten af den zoologiske have, og du kan i dag kun komme til villaen via en sidevej til Parkvej. Dengang førte en grusvej gennem haven og ned til Doktorparken. Her var terrasse og restaurant, fortæller Jens Jacob, der husker, at han flere gange har kigget op mod huset og gæsterne på terrassen. Indehaveren af zoo hed Jacob Rysgård, og her boede han og familien også.
I haven var der også rutsjebaner og vipper og en stor elefant i sten. Der var både en løvegrotte og en bjørnegrotte. Flere fortæller, at man stadig kan se resterne af grotten, hvis du kigger godt efter, når du går langs Doktorparkens vestlige sti. Men det er ikke bekræftet.
Til gengæld kunne du både høre og lugte, at der lå en zoologisk have i området. Hanløven var efter sigende så tam, at der måtte mere afspærring til for at forhindre publikum i at gå ind og klappe den.
Hanløvens brøl
Ikke desto mindre kalder det på endnu et minde. For i nærheden af Jens Jacob Østers hjem vogtede hunden Sam – udtalt på dansk og med samme tryk på alle tre bogstaver. Lænkehunden var bidsk og knurrede og gøede af alle, der kom tæt på. Kun ved at holde dig helt inde ved huset kunne du undgå dens gab, husker Jens Jacob, der som dreng skulle hente familiens haveredskaber på ejendommen.
»Hver aften ved skumringstid så brølede hanløven. Vi kunne høre den, når vi gik i haven,« husker den tidligere bonde.
»Og så krøb Sam sammen. Den stak forpoterne over hovedet og lå helt flad. Jeg tror aldrig, den havde set løven selv. Men alligevel lå den og rystede, når brølet kom. Jeg kan huske, at det var første gang, jeg oplevede noget uforklarligt – at naturen nogle gange er større end os,« siger Jens Jacob Øster med eftertænksomhed i stemmen.
Doktorparken
Doktorparken er en landskabspark i engelsk stil på seks hektar anlagt i 1913.
Søens areal med ø i midten er cirka 10.000 kvadratmeter (målt via Google Maps).
Arealet til parken blev skænket af byens overlæge Doktor Lassen i 1912. Byen skulle have en rekreativ park med plads til promenadeture og aktiviteter.
Til ære for parkens stifter blev parken navngivet Doktorparken. I kolde vintre blev søen flittigt brugt som skøjtesø. Om sommeren kunne der sejles med modelbåde.
Fra 1933 til 56 lå der en zoologisk have med tamme og vilde dyr langs Dkotorparkens vestlige del, på den anden side af bækken.
I dag er der – udover søen og stierne – fuglevoliere, madpakkehus, legeplads, samt får og geder i den yderste ende af parken, som du dog hverken må fodre eller klappe.
I 2022 blev der brugt 1,1 millioner kroner til at rense søen for det for næringsrige mudder, der gav algerne gode levevilkår.
Nu må du ikke længere fodre ænderne i Doktorparken. Det hvide brød og andeprutterne synker til bunds og gør søens vand alt for næringsrigt. Og det elsker algerne.
