Ny Ren Randers-kampagne minder hundeluftere om at samle op.
Hver dag samler hundeluftere hundelorte op. Og det hylder en ny kampagne. Kampagnen skal skabe en positiv og konstruktiv samtale om det fælles ansvar for at holde et lokalområde rent. Og man kan støtte kampagnen med et nyt klistermærke, som du kan sætte på din egen skraldespand.
Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.
I samarbejde med hundeforeninger, dyrlæger og dyrehandlere lancerer Randers Kommune en kampagne, der opfordrer hundeejere til at tage ansvar for at samle hundelorten op og smide den i skraldespanden. Kampagnen sætter ord på normer og regler inden for hundeluftning for at skabe en positiv samtale og debat om udfordringerne.
»Jeg ved, at der er rigtig mange hundeejere, der er gode til at rydde op efter sig, men jeg ser stadig hundelorte og hundelorteposer efterladt i by-, park- og naturmiljø. Og det vil vi gerne ændre,« siger Nels Markussen, der er chef for Plan, By og Natur i Randers Kommune.
Nyt klistermærke
Et nyt klistermærke bliver i forbindelse med kampagnen delt ud til interesserede borgere i samarbejde med lokale hundeforeninger, dyrlæger og dyrehandlere. Klistermærket kan du klistre på din skraldespand for at signalere, at forbipasserende hundeluftere må bruge skraldespanden.
»Vi ønsker at anerkende og motivere dem til at fortsætte deres gode adfærd og være stolte af deres bidrag til en renere by. Med det nye klistermærke kan man stille sin private skraldespand til rådighed for at hjælpe hundeejere hurtigere af med hundelorteposen. Ved at bruge klistermærket signalerer man også, at man støtter kampagnen og er dermed med til at sprede budskabet,« siger Nels Markussen.
Ifølge loven må man ikke bruge privatpersoners skraldespande til at bortskaffe sit affald uden samtykke. Med klistermærket kan ejeren af skraldespanden signalere, at det er ok at smide hundelorteposen deri.
Gode eksempler
Kampagnen kommunikerer budskabet gennem forskellige kanaler og medier. Der er blandt andet udviklet kampagnevideoer til deling på sociale medier, hvor hundeluftere bliver overrasket og fejret med konfetti og bobler, når de samler hundelorten op og smider posen i skraldespanden.
»Videoerne viser meget godt vores tilgang til det her emne. Vi ønsker at fremhæve de gode eksempler, der heldigvis er mange af, for på den måde at minde resten om, hvad der er normen at gøre,« siger Nels Markussen.
mw