En 33-årig mand endte søndag aften med at køre galt og måtte en tur på skadestuen, efter han havde forsøgt at stikke af fra politiet i sin bil.
Han fik desuden en lang række sigtelser med hjem.
Biljagten begyndte, da en patrulje på Århusvej i Randers ville standse den 33-årige til et rutinetjek.
Den 33-årige nægtede at holde ind til siden, og i stedet kørte han videre ad Hammelvej, inden han kørte på motorvejen i nordlig retning.
Flere patruljebiler deltog i biljagten, men den 33-årige fortsatte, og omkring afkørslen til Purhus kørte han op bag i en anden bil, hvorefter hans bil væltede om på taget og kurede hen ad motorvejen.
Den 33-årige pådrog sig nogle mindre skader, men han var i stand til selv at komme ud af bilen.
Under den efterfølgende anholdelse gjorde han kraftigt modstand, hvor han blandt andet bed en betjent i benet.
Den 33-årige mand er foreløbigt sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, for kørsel uden førerret, da han er frakendt kørekortet, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde ved at modsætte sig anholdelse, for vold mod polititjenestemand og for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
Bilen, som han var kørende i, tilhørte i øvrigt hans mor, og hun blev derfor sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden kørekort.