Jeg går gennem midtbyen hver dag, når jeg skal til og fra arbejde. Her er nogle af de ting, man støder på, når man tager et nysgerrigt blik på vores by.
AF CECILIE BISGAARD
Når du går rundt i byens gader, nyder du så arkitekturen? De kringlede og alt-andet-end-lige veje? Stikker du hovedet ind i baggårdene? Suger du de smukke, gamle bygninger i vores middelalderby til dig?
Kigger du op?
Eller går du rundt med hovedet dybt begravet i din telefon?
Selv holder jeg meget af at gå. Nogle gange så bliver det uden tanke på omgivelserne, fordi skærmen i øjeblikket synes vigtigere. Men for det meste bruger jeg tiden på at kigge mig omkring. Det gælder både herhjemme i den by, som jeg synes, jeg kender så godt – altså lige indtil jeg får øje på noget, som jeg aldrig har lagt mærke til før – og når jeg er på ferie i en af Europas mange storbyer.
Der er virkelig ikke en bedre måde at opleve en by på end at færdes i dens mange gader.
Så mit håb er, at du, hvis du aldrig har prøvet det før, vil kigge lidt mere op, når du går rundt i Randers’ fantastiske midtby – eller andre steder for den sags skyld.
Derfor vil jeg heller ikke afsløre, hvor billederne her er taget. Jeg vil gerne have dig til at gætte – og allerhelst vil jeg have dig til selv at gå en tur ud i byen for at kigge op.
Og så håber jeg, at du vil sende dine egne billeder ind til os. Hvilke ting støder du på, når du kigger op? Og kender du måske en god historie om noget af det? Så vil vi gerne høre fra dig på vores mail: redaktion.dinavis@lokalavisen.dk.
God tur!