Der vil være streetfood-festival, smagsprøver, musik og aktiviteter for alle.
Det bliver en dag fyldt med oplevelser, sommerstemning, mad, shopping, og forhåbentlig masser af sol og sommervarme, når der fredag 2. juni er late night i Randers City.
Samtidig har Randers Cityforening i samarbejde med Randers Kommune sørget for, at der denne fredag aften ikke foregår asfaltarbejde på Havnegade og ved Randers Bro. Så alle veje til midtbyen er tilgængelige.
Rådhustorvet vil fra denne dag danne rammerne for ’Rådhushaven’, som alle frit kan benytte sig af. Rådhustorvet forvandles nemlig til en grøn oase med sommerblomster og siddemiljøer. Rådhushaven skal levendegøre sommeren og bylivet, være et sted for ophold og afslapning, og her kan man kan slå sig ned med sin is eller frokost.
Fredag 2. juni kan man også spille havespil, lege i haven og nyde smagsprøver fra blandt andre Kylling & Co.
Randers Streetfood festival
Randers Streetfood Festival på Jens Otto Krags Plads åbner allerede torsdag 1. juni og vil derfor også byde indenfor, når der er late night.
1. til 4. juni omdanner Mad og Kultur i samarbejde med Randers City og Randers Kommune pladsen til et kulinarisk slaraffenland med streetfood og et hav af aktiviteter for store og små.
Desuden vil der rundt i gaderne til late night være mulighed for mange smagsprøver fra Vinspecialisten, Deli’en, Bolværket, Glud Vin, Helsam Gaias Basar, Vinhuset Randers, Brasserie Mathisen og Randers Bryghus.
Man kan også møde Randers Regnskov, som har deres helt eget bud på ’lækre smagsprøver’, og KFUM spejderne Sct. Clemens-gruppen byder på ægte udelivs mad, når der kan laves snobrød, skumfiduser og pandekager over bål.
Ansigtsmaleren er selvfølgelig også klar til at glæde familiens mindste.
Til at krydre stemningen og smagen vil der også være live musik rundt i gaderne med Rose & Woody, Life of a busker og The Black Jacks.
Du kan se tid, steder og mere info på Randers Cityforenings hjemmeside.
gs