Randers Kommune får ret i lidt flere sager end gennemsnittet. Til gengæld sker det modsatte også i lidt flere tilfælde end på landsplan.
AF CECILIE BISGAARD
Sidste år afgjorde Ankestyrelsen 329 sager på social- og beskæftigelsesområdet, hvor borgere havde klaget over Randers Kommunes afgørelse. I to tredjedele af tilfældene gav Ankestyrelsen kommunen ret i deres afgørelse. Det viser en opgørelse, som Ankestyrelsen har lavet, og som politikerne i Socialudvalget blev præsenteret for på deres seneste møde.
Ni procent af sagerne blev afvist. Det bliver de, hvis borgeren har klaget for sent, opgiver klagen, eller hvis Ankestyrelsen ikke er den rigtige myndighed til at behandle klagen. Så sender de sagen videre.
Det betyder, at i de sidste 25 procent af klagesagerne vurderede Ankestyrelsen, at Randers Kommune ikke havde truffet den rigtige afgørelse – eller at der som minimum var brug for nye oplysninger.
Tæt på gennemsnittet
Af de 329 sager mod Randers Kommune, som Ankestyrelsen sidste år behandlede, blev 45 af dem hjemvist. Det svarer til 14 procent. Når en sag bliver hjemvist, betyder det, at kommunen skal behandle sagen igen og dermed også træffe en afgørelse igen.
Det bliver de pålagt, hvis Ankestyrelsen mener, at der er begået ”alvorlige sagsbehandlingsfejl”, eller hvis de vurderer, at der er behov for at indhente nye oplysninger, som kommunen skal tage med i sin afgørelse.
FAKTA: Sådan endte sagerne
Randers Kommune:
Afvisning: 30 (9 procent)
Hjemvisning: 45 (14 procent)
Ændring/ophævelse: 35 (11 procent)
Stadfæstelse: 219 (66 procent)
I alt: 329
På landsplan:
Afvisning: 1.770 (9 procent)
Hjemvisning: 3.516 (17 procent)
Ændring/ophævelse: 2.043 (10 procent)
Stadfæstelse: 12.862 (64 procent)
I alt: 20.191
Kilde: Ankestyrelsen
I 35 af sagerne valgte Ankestyrelsen at ændre eller ophæve Randers Kommunes afgørelse. Det svarer til 11 procent, og det er lige over landsgennemsnittet.
På landsplan blev ti procent af Ankestyrelsens sager mod de forskellige kommuner ophævet eller ændret, så Randers ligger på niveau med gennemsnittet. Samtidig klarer Randers sig lidt bedre, når det kommer til hjemvisninger og stadfæstelser (når kommunen får ret i sin afgørelse).
På landsplan blev 17 procent af sagerne sendt tilbage til kommunerne, så der ligger Randers Kommune tre procentpoint bedre. Når det kommer til stadfæstelser, er tallet 64 procent på landsplan. Her ligger Randers to procentpoint bedre.
For afvisninger er tallet ni procent for både Randers Kommune og landsgennemsnittet.