Af Lars Roed
Dagen går sin travle gang, som den plejer. De fleste af os tager på arbejde fem dage om ugen, kommer hjem, går måske en tur og spiser aftensmad, hvorefter vi lander pænt udmattede foran fjernsynet. Vi glæder os til weekenden, hvor vi rigtigt skal slappe og hygge os. Søndag aften begynder vi så at tænke på arbejdet igen, og mandag morgen starter en ny uge. Kender du det? Hvis nogen spørger, hvordan det går med arbejdet og livet, kan svaret sagtens være: »jo, det går såmænd godt nok«.
Hvad er ‘godt nok’ og hvorfor denne arbejds- og livscyklus, hvorfor disse gentagelser? Jeg kunne selv finde på i en hurtighed at svare: »vi skal jo tjene nogle penge, for at leve det liv vi ønsker«. Så kunne der godt være sat et endeligt punktum og være slut med at tænke mere over det. Men det skal vi ikke lade ske.
Det kan jo være lidt frygtprovokerende at stille spørgsmål ved vores liv. Vi lever jo livet, som vi er vant til, fordi det måske føles trygt og godt for os, for dele af vores hjerne og vores ego. Eller vi lever vores liv, som det nu er på godt og ondt, som det hedder.
Det er måske et voldsomt postulat, at vi lever meget af vores liv under kraftig indflydelse af vores krybdyrhjerne amygdala. Ikke desto mindre vil jeg efter mange års arbejde med mig selv sige, at det er et faktum, at denne del af vores hjerne, vores beskyttelsesmekanisme, er aktiv i det meste af vores vågne liv og i de fleste af vores beslutninger.
De fleste tager sjældent notits af denne mekanisme. Den regerer i det ubevidste, og den er jo vigtig og fuldstændig nødvendig for os i visse farlige situationer. Specielt er den vigtig i den første del af vores liv fra fødsel og måske op gennem noget af vores pubertetsudvikling. Her husker mange måske også, at der var perioder, hvor vi følte, at vi ikke var bange for noget som helst. Vi havde ungdommens mod. Livet forandrede sig ind i vores modning, og en del af os blev ‘rigtigt voksne’. En uddannelse, en kæreste, blev måske gift, fik fast arbejde, hus, børn, hund og Volvo. Og det var så det det – eller hvad?
Alt det her er ikke skrevet, fordi man skal kaste livet op i luften for, at det så med al sandsynlighed ikke er til at gribe igen. Det er skrevet, fordi jeg selv oplever, at der bliver større og større behov for at tage et ‘indre lederskab af vores liv’. Der er meget i livet, som bestemmer over os ubevidst.
Det er en langsom proces at tage lederskab. Det vil tage år, sandsynligvis hele livet. Hvis vi skal lære at lede vores liv i den retning, vi drømmer om, og ikke den retning, vores krybdyrhjerne dikterer, så er det nødvendigt at blive mere og mere bevidste om, hvorfor vi lever og handler, som vi gør. Er vi drevet af af ønsket om at være trygge og hvis ja, hvad er det vi frygter?
Vi skal i denne proces ikke begynde at pille ved de hensigtsmæssige mønstre, men af lyst til mere frihed og livskvalitet kan vi starte med at ændre tingene i det små. Blot for at træne kan du måske gå en anden vej, end du plejer på din gåtur, sæt dig et andet sted i sofaen, end du plejer, smil til dig selv foran spejlet, ros dig selv for de gode gerninger, du gør, også for dig selv.
Det er nødvendigt at starte småt, for ellers reagerer din hjerne med frygt for forandring, og denne struktur er meget stærk og meget træg. Måske kan vi alle inspirere og støtte hinanden med dette livskvalitetsønske. Vi skal også snakke med hinanden om det. Du må regne med, at det kræver mod, styrke og hjertelig omsorg at tage indre lederskab. Det kommer der mere om i næste klumme.
God arbejdslyst til vi ‘læses ved’ næste gang.
