I 2024 får du nye affaldsbeholdere, lavet af affaldsplast fra Randers. Samtidig bliver der kun tømt hver 14. dag fra 2025.
KIAN JOHANSEN
Om mindre et års tid får de fleste i Randers Kommune nye beholdere foran boligerne.
Den største ændring for dig som forbruger bliver, at de kun skal tømmes hver 14. dag fra årsskiftet 2025. En helt almindelig husstand skal desuden til at finde lidt mere plads, for der kommer tre beholdere på hjul og så bliver den røde miljøkasse kommunegrå i stedet for.
Tekstil kommer til at være for sig selv, som en del af storskraldsordningen. På den måde kan man få hentet tekstil ved husstanden elleve gange om året. Men de resterende ni fraktioner skal i beholdere. Og altså kun tømmes hver 14. dag.
Fraktionerne bliver fremover: Mad, papir, pap, metal, glas, plastik, fødevarekartoner, restaffald og farligt affald.
Så til dem, der allerede nu sorterer i fineste stil og kommer både kartoner og blød plast ud til storskrald, kommer der et par ændringer. For der skelnes ikke fremover mellem ren og blød plast og kartonerne kan du komme i, sammen med plasten.
Klar i 2024
De nye beholdere skal stå klar ude hos dig fra 1. maj 2024. For der har kommunen efter planen skrevet kontrakt med den renovatør, der skal hente dine affaldsspande. Men tømningen hver 14. dag er først planlagt fra starten af 2025.
I Randers Kommune er der i dag omkring 28.0000 tohjulede beholdere til restaffald. Halvdelen tømmes hver uge og det forventes, at antallet af ugetømninger bliver endnu mindre inden årsskiftet 2024/2025, da 140 liter og 180 liter beholdere til restaffald bliver udfaset.
»De færre tømninger vil, alt andet lige, betyde en besparelse på den samlede udgift til tømning, hvilket vil afspejle sig i lavere gebyrer hos borgerne, dog afhængig af hvilke priser der opnås ved det nye udbud,« har Randers Kommune tidligere forklaret overfor politikerne i Teknik-og Miljøudvalget.
Man forventer, at den månedlige udgift til renovationstømninger bliver en halv million kroner mindre end i dag.
Randers er gode
Randers Kommune og dens borgere er i dag blandt de bedste i landet til at sortere og genanvende affald, men med en ny affaldsplan , der har været i høring, flyttes fokus altså over på det direkte genbrug. Det gælder om at redde ting og materialer inden de bliver til affald.
»Det er en del af planen, at genbrugspladserne skal opgraderes og tilpasses mere direkte genbrug. Derudover vil vi med visionerne for Genværket skabe rammerne for, at mange flere organisationer og virksomheder kan arbejde med genbrug og på den måde skabe nye arbejdspladser og plads til folk på kanten af arbejdsmarkedet. Selvfølgelig samtidig med at vi får affaldsmængderne til at falde,« har formand for Teknik -og Miljø-udvalget, Nick Zimmermann tidligere sagt.