Onsdag morgen klokken 8.10 ringede en kvinde til politiet, da hun netop havde overrasket tre mænd, der havde været i færd med at bryde ind i hendes hus på Ørrildvej i Kousted mellem Bjerregrav og Fårup.
Kvinden havde opdaget, at mændene var i gang med at afliste en rude, men da de så hende, stak de af.
De to af mændene hoppede ind i en bil og kørte fra stedet, mens en tredje løb ind over en mark.
Kvinden fulgte på afstand efter den tredje mand, mens hun ringede til politiet, og kort efter kom en patrulje frem og anholdt en 53-årig mand, der blev sigtet for forsøg på indbrud.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til de to andre mænd.