Jan Guldmann, formand for de grafiske medlemmer i 3F Randers
Den 12. april offentliggør forligsmanden resultatet af, hvad fagforeningens medlemmer stemmer om de nye forlig på de enkelte overenskomstområder. Det bliver spændende at se, om de nye forlig vedtages, eller vi ender i en storkonflikt.
I 3F Grafisk i Randers er alle medlemmer omfattet af de grafiske overenskomster.
Disse grafiske overenskomster er kendetegnet ved allerede i dag at have medlemsfordele, som kun gælder for medlemmer af fagforeningen. Netop det som alle andre ønsker – og herudover har vi andre specielle goder.
Disse forhold er tilkæmpet gennem mange års godt fagligt arbejde og truslen om en konflikt, hvis et forlig ikke kunne indgås.
Og disse forhold kæmper vi naturligvis for at bevare og udbygge.
Sammen med Grafisk gruppe i Randers noterer jeg mig forbedringerne i de nye overenskomster med øget pensionsbetaling, 2 % ekstra på frit valg, 4 ugers ekstra betalt barsel og 100 % betaling ved uddannelse.
Samtidig er det et faktum, at den høje inflation og dermed forringelse af vores medlemmers realløn, stiller store krav om yderligere forbedringer ved de kommende lokale lønforhandlinger på arbejdspladsen.
Vi har med stor interesse læst, at Dansk Industri pålægger sine virksomheder, at understøtte vores overenskomster som en fortsat mindstelønsoverenskomst. hvilket dog kræver høje lokale stigninger.
Lever de lokale arbejdsgivere ikke op til dette, kan det ikke alene betyde en ændring af hele overenskomsten, men også stor utilfredshed blandt vores medlemmer de næste 2 år. En utilfredshed flere arbejdsmarkedsforskere mener let kan medføre stor uro på arbejdspladserne.
For at undgå dette, forventer vi i 3F Grafisk i Randers, at se høje lokale lønstigninger ved de lokale lønforhandlinger – og skal i øvrigt opfordre til, at man ikke medregner de allerede opnåede OK-stigninger i de lokale lønforhandlinger.
Så kan man nemlig frygte det værste for de kommende 2 år.