JP Randers – byens nye medie – lancerer nu et helt nyt livekoncept.

”Hørt på Hornsleth” er både et live-arrangement i Randers og en podcast målrettet alle danskere.

Allerede nu kan du få adgang til at være med, når vært Søren Dahl sætter såvel landskendte som lokalkendte mennesker i stævne i de ikoniske rammer på Hotel Randers – nærmere bestemt hotellets bar Hornsleth – i hjertet af byens hyggelige centrum. Det skriver JP Randers i en pressemeddelelse.

Det foregår i april og maj. De to første arrangementer er allerede løbet af stablen, mens de kommende gæster er Anna von Lowzow den 17. april, Frank Erichsen – kendt som Bonderøven – den 3. maj og Michael Falch den 10. maj.

JP Randers og Hotel Randers inviterer ind i et intimt og nærværende rum til et glas, snacks og en aktuel samtale kyndigt styret af vært Søren Dahl, kendt fra Café Hack og Dahl på Hack, som i en årrække var landets mest lyttede radioprogram.

Søren Dahl er radiovært, foredragsholder og forfatter og desuden uddannet musikpædagog ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I sin karriere har han interviewet en lang række store personligheder med vidt forskellige baggrunde, og han er kendt som samtalens mester.

»Det er en stor glæde for JP Randers at kunne give såvel vores abonnenter som alle randrusianere, kronjyder og øvrigt godtfolk flere gode argumenter for at bruge vores skønne by,« siger Viggo Lepoutre Ravn, der er ansvarshavende chefredaktør for JP Lokal og JP Randers.

Live-arrangementerne vil både underholde og servere unik viden og nye perspektiver på de deltagende gæster. Efterfølgende vil optagelserne fra samtalerne blive udsendt som frit tilgængelig podcast. Podcasten hedder ”Hørt på” og kan findes på www.jpranders.dk, på www.jp.dk og i de gængse podcastplayere.

Alle livearrangementer foregår på Hornsleth Bar, Hotel Randers, klokken 16.