Da Randers FC tog imod AGF i et østjysk topopgør i Superligaen forløb tingene forholdsvis roligt, berettet Østjyllands Politi.
Selve optakten og afviklingen af kampen forløb festligt og helt roligt set med politiets briller, og Østjyllands Politi oplevede dagen igennem en god og positiv stemning i og omkring Randers, hvor kampen blev spillet. Kl. 16.54 tog en patrulje kontakt til et par mænd i Middelgade i Randers C, hvoraf den ene blev fundet i besiddelse af en barberkniv. Den 32-årige pågældende mand blev derfor sigtet for at overtræde knivloven ved at have været i besiddelse af barberkniven på et offentligt tilgængeligt sted uden et anerkendelsesværdigt formål.
Enkelte havde derudover glemt, at det ikke er tilladt at affyre fyrværkeri, hvorfor Østjyllands Politi kl. 17.40 sigtede en 18-årig mand fra Randers for at overtræde fyrværkeriloven, da han ad to omgange kastede blitzlys på Sjællandsgade i Randers C i forbindelse med en fanwalk inden kampstart. Han blev sigtet for begge forhold.
Ved fanwalkens ankomst til stadion blev en 34-årig mand set kaste en øldåse ind i væggen ved stadion, så vagtpersonalet blev ramt af øl. Den 34-årige mand var flere gange undervejs i fanwalken af politiet blevet bedt om at opføre sig ordentligt, da han blandt andet havde råbt mod betjentene og slået og sparket til flere skilte på gåturen til stadion. Han blev derfor sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
I forbindelse med kampstarten kl. 19.00 blev der affyret en del fyrværkeri på stadion fra hjemmeholdets fans. Østjyllands Politi sigtede i den forbindelse både en 21-årig og en 28-årig mand for at have affyret romerlys.