Tirsdag den 28. februar afholdt Randers Advokatforening ordinær generalforsamling på Hotel Randers.
På generalforsamlingen deltog 31 advokater og advokatfuldmægtige. Jan Toft Olesen og Rasmus Grejsen Lynge blev genvalgt til bestyrelsen for en to-årig periode. Sidste år blev foreningens formand, Lasse Hummelhof Frandsen, kasserer Line Lindgaard-Kjeldsen og sekretær Tina Møller alle valgt for en to-årig periode, således at deres embedsperiode udløber i 2024.
Lasse Hummelhof Frandsen overtog sidste år formandsposten efter advokat Dorthe Østerby, der efter mere end 10 år på posten som formand, valgte at udtræde af bestyrelsen.
Generalforsamlingen, der altid bliver holdt i februar på Hotel Randers, blev afsluttet med en middag på hotellet for foreningens medlemmer.
Advokatforeningen afholder løbende kurser og sociale arrangementer for de 74 advokater, der driver advokatvirksomhed i Randers retskreds. Foruden Randers Kommune, består Randers retskreds af Norddjurs, Syddjurs og Favrskov Kommuner.