En 22-årig mand fra Randers forsøgte lørdag først på aftenen at true sig til et fjernsyn.
Den 22-årige satte sig sammen med en 27-årig mand fra Odense ind i et pakkebuds varebil, da pakkebuddet var på opgave på Sundsørevej nord for Skive. Det skriver Skive Folkeblad.
De to mænd truede pakkebuddet med kniv og fik ham til at køre til Randers, fordi de ville have fat i et fjernsyn, som pakkebuddet havde i bilen.
De to mænd blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg, hvor de var sigtet for frihedsberøvelse af buddet, trusler med kniv og røveri.
De var også sigtet for vidnetrusler, da de havde truet buddet med at komme efter ham, hvis han fortalte politiet om episoden, skriver TV MidtVest, der også oplyser, at de to mænd nægtede sig skyldige.
Den 27-årige mand fra Odense blev varetægtsfængslet i fire uger, mens randrusianeren fik opretholdt sin anholdelse i tre døgn. Efter de tre døgn skal han enten for en dommer igen eller løslades.