Hun malede en ‘Kys Frøen’ betonskulptur i 2003. Nu fylder hun 30 år. I den anledning efterlyser vi den frø Anne-Mette Albertsen malede for 20 år siden.
KIAN JOHANSEN
Det er ikke nemt at spore alle de 150 frøer som Din Avis er på jagt efter.
Nu har vi brug for din hjælp. Især fordi vi kan give Anne-Mette Albertsen en lidt forsinket fødselsdagsgave.
Hun bliver 30 år, her fredag 24. februar og da hun var 10 år gammel, malede hun frø nummer E24. Den blev dengang sponsoreret af højtryksrenser-producenten Gerni A/S. Firmaet er siden opkøbt og 30 af de 84 medarbejdere blev flyttet til Hadsund under navnet Nilfisk Advance. På firmaets tidligere adresse i Helsted ligger i dag Campen Auktioner.
»Min kære kone var et af de børn, der i 2003 malede en af frøerne i Kys Frøen projektet. Hun har dog ikke set sin frø siden, og har et stort ønske om at blive genforenet med den. Jeg har derfor sat mig for at lokalisere frøen,« har Johannes Hansen skrevet til Din Avis.
Han har selv kontaktet Campen Auktioner, der ikke har et bud på, hvor frøen befinder sig.
Desværre ved en af de tidligere ansatte hos Gerni i Helsted heller ikke hvor frøen er blevet af, da Din Avis forsøger at spore frøens nye tilholdssted.
»Det ved jeg ikke. Der var en del, der blev og ryddede op i Helsted, men jeg har aldrig selv set frøen stå der,« siger Ulrik Lykke, der blev ansat på det daværende Gerni i 1985 og siden rykkede til Hadsund.
Så derfor beder vi om din hjælp. Hvor befinder frø nummer E24 sig?
Send et billede eller et tip til: redaktion.dinavis.@lokalavisen.dk hvis du ved noget om den forsvundne frø.