KIAN JOHANSEN, REDAKTØR DIN AVIS

Nogle ting skal man lige tænke lidt dybere over.

Hvorfor kan for eksempel en advokat, en tandlæge, en håndværker og en mekaniker tillade sig at tage mange hundrede kroner i timen for deres ydelser?

I første omgang melder misundelsen sig og harmen over de dyre priser for en ydelse, som af og til virker banal.

Men fordi de har taget en længere specialiseret uddannelse, og fordi du som kunde efterspørger det, de kan, så kan de tillade sig at tage sig betalt for det.

Den anden ting, der ligger i det, er synligheden eller sjældenheden for den, der udfører opgaven. Ingen er i tvivl om, at vvs’eren har udskiftet et utæt rør under håndvasken, eller at tandlægen har boret i en tand inde i din mund.

I advokatens tilfælde tæller de mange års jurastudier og viden indenfor et meget specialiseret område højt, selvom jeg personligt kan undre mig over deres timeløn set i forhold til så mange andre brancher.

Ikke desto mindre, så køber vi præmissen om, at de er det værd. At deres udførte opgave rent faktisk koster det, den gør. De har også forberedelsestid, en varevogn med materialer i og en husleje, der koster, men du får trods alt en synlig ydelse for dine penge.

Men hvad så med så mange andre brancher, hvor ydelsen til dig er mindre synlig og nogle gange helt usynlig?

Før du ser slutproduktet, er der ofte masser af usynlig forberedelse og administration, som du ikke ser eller ænser. Det skal jo bare gøres. Men du vil som privatforbruger ofte ikke have lyst til at betale for masser af klik på et computertastatur fra en person, eller at en journalist researcher i flere dage. For dem ser du og mærker ikke direkte.

Vi vil jo ofte gerne se og føle på det, vi betaler. Men hvem tænker over de mange forberedelsestimer og administration, der ofte er gået i forvejen, hvem skal betale for dem?

Jeg er sikker på, at en del brancher, inklusive min egen, har en stor opgave i at synliggøre, hvad det er, du som slutbruger får og betaler for.

Kvalitet, forberedelsestid og specialviden koster penge… De fleste vil kun betale for det, de ser.

Kan du se dilemmaet?

Kommentar: Er Havnegade: Er havnen havn eller cykelsti?

Kommentar: Hvorfor stiller de så mange spørgsmål?