Træningshuset og Purhus Idrætsforening håber i nærmeste fremtid at få finansieringen på i alt 3,3 mio. kr. på plads.

Gennem det seneste år har der været arbejdet med planerne om at opføre et Padel- og multianlæg i Asferg. Projektet er nu så langt at beslutningen om at sætte projektet i gang er taget, og der arbejdes nu på at skaffe den nødvendige finansiering og lave den endelige projektering af anlægget.

Byggeriet bliver etableret i forbindelse med Træningshuset og skal således skabe rammer for nye tilbud til eksisterende og nye brugere og medlemmer i Purhus Idrætsforening, fremgår det af en pressemeddelelse fra formand for Fonden Træningshuset i Asferg, Henrik Vangsted, og formand for PIF Jens Larsen.

Padel-anlægget skal være et multifunktionelt anlæg, der kan bruges til andet end Padel. Anlægget skal indgå som en del af Træningshusets eksisterede faciliteter og aktiviteter som f.eks. basket, volleyball, badminton, diverse fitness-aktiviteter samt være et legerum for både vuggestuen, børnehavens og skolens børn.

Anlægget bygges sammen med de eksisterende bygninger mod syd. Udover Padel-anlægget bliver der samtidig skabt bedre muligheder for opbevaring af Træningshusets redskaber.

Sponsorater

Padel kommer til at indgå i Purhus Idrætsforening som endnu et aktivitetstilbud og vil dermed styrke idrætsforeningen, der satser på at have plads til alle, med aktiviteter for alle, uanset alder.

Der er et samlet budget for hele projektet på 3,3 mio. kr. I det sidste halve år har Træningshuset og Purhus Idrætsforening arbejdet hårdt på at skaffe midler blandt andet via fonde og forskellige offentlige støttemuligheder. Sammen med planer om en stor grad af frivilligt arbejde og en del egenfinansiering, har man på nuværende tidspunkt allerede sikret sig ca. halvdelen af det nødvendige beløb. I de kommende uger vil erhvervsdrivende i lokalområdet få besøg af repræsentanter fra Purhus Idrætsforening og Træningshuset, med henblik på at tilbyde muligheden for at støtte projektet med et sponsorat eller lignende.