I den sydøstlige del af kommunen er der et særligt stort pres på vuggestuer og dagplejere. Man forsøger at finde lokale pladser nok til alle, men det kan ikke altid lade sig gøre.

AF CECILIE BISGAARD

I midten af januar var det største spørgsmål i forhold til børnepasnings-kapaciteten på nul-til-to-års-området, om det 1. februar ville være muligt at finde plads til alle børn i deres eget pasningsdistrikt. Der var nemlig pladsunderskud i både Sydøst og Sydvest. Men det lykkedes, skriver forvaltningen i en orientering til Børne- og Familieudvalget.

I samme orientering har forvaltningen lavet opgørelser over, hvor mange pladser der er til rådighed i de fem pasningsdistrikter 1. marts, 1. april og 1. maj.

For børnehavebørn er der ingen problemer. De fleste børn, der skal starte i skole efter sommerferien, starter nemlig i førskole 1. marts. Det betyder, at der bliver mange pladser til rådighed i både Pasningsdistrikt Midt, Nordvest, Nordøst, Sydvest og Sydøst. Det betyder, at alle børn mellem tre og fem år kan få en børnehaveplads i deres lokalområde i de tre kommende måneder.

Problemerne lurer

Som det har været det sidste lange stykke tid, er det stadig de yngste børn, der volder Randers Kommunes Pladsanvisning problemer.

For selvom det 1. februar lykkedes at finde plads til alle børn i deres egne pasningsdistrikter, er der udfordringer allerede fra 1. marts. Der er ledige pladser i alle distrikter bortset fra Sydøst, der blandt andet dækker Vorup, Kristrup, Romalt og Assentoft. Her er der ti pladser for lidt.

Til gengæld er der i alt 35 ledige pladser i de andre fire distrikter, og derfor kommer de børn, der er ”i overskud” i Sydøst, til at blive tilbudt en plads i et af de andre distrikter efter nærhedsprincippet. Det betyder, at de pågældende børn vil blive tilbudt en plads så tæt på deres eget hjem som overhovedet muligt. Og når der så bliver ledige pladser i deres hjemdistrikt, vil de børn, der har en plads i et andet distrikt, være de første, der bliver tilbudt de pladser.

Ledige pladser andre steder

1. april er der igen problemer i Sydøst. Denne gang er der 24 pladser for lidt. På kommuneplan er der 30 ledige pladser, og derfor skal de 24 børn nok få en institutionsplads under hensyn til nærhedsprincippet.

Også 1. maj er der for få pladser til at rumme alle børnene i Pasningsdistrikt Sydøst. Her mangler der 17 pladser. I de fire andre distrikter er der i alt 43 ledige pladser, så også i denne måned kan kommunen finde pladser til børnene, hvor man igen stræber efter at tilbyde forældrene en institutionsplads så tæt på hjemmet som overhovedet muligt.

”Alle børn på nul til to år på garantiventelisten vil dermed kunne få en plads i Randers Kommune 1. marts, 1. april og 1. maj. Dette forudsætter dog, at der ikke kommer yderligere opsigelser fra dagplejere i den kommende periode,” skriver forvaltningen i deres orientering.

Dagplejere siger op

Grunden til, at forvaltningen nævner dagplejerne som en forudsætning for at finde pladser nok til alle, er, at fire dagplejere i Randers Kommune har sagt op fra 10. januar, hvor det forrige møde i Børne- og Familieudvalget blev holdt, og slutningen af januar, hvor den nye opgørelse til det seneste udvalgsmøde er lavet.

Derudover er flere dagplejere langtidssygemeldte, og de børn, der tidligere er blevet passet af de pågældende dagplejere, skal Pladsanvisningen finde institutionspladser til andre steder.

Kommunen forventer dog, at man i løbet af kort tid ansætter en ny dagplejer i både Pasningsdistrikt Sydøst og Nordøst. For at finde pladser nok til alle kan de også gøre brug af dagplejernes femte plads. En mulighed, der gør, at dagplejerne skal passe fem børn i stedet for fire.