Af Danni Paulsen og Louise Nyvang Burmeister, Din Avis Aarhus

Syv måneder varede det, før Brian Worm fra Randers tog konsekvensen og opsagde jobbet som lufthavnsdirektør. Aarhus Airport har brug for »en poleret mand i slips,« siger han.

Det var bemærkelsesværdigt, da Aarhus Airport i december udsendte en pressemeddelelse om, at direktør Brian Worm havde valgt at fratræde sin stilling. 

Ikke så meget på grund af fratrædelsen, for han var den tredje i rækken af direktører på to år, men fordi det skete efter blot syv måneder i jobbet. Lufthavnen var på vej tilbage i omdrejninger efter corona, og udhulingen af pengekassen var standset for en stund, efter Aarhus og de djurslandske kommuner havde sendt 200 mio. kr. til Tirstrup. 

»Jobbet som direktør indebærer stor eksponering, hvilket ikke var den position og udfordring, jeg oprindeligt søgte,« lød Brian Worms begrundelse i pressemeddelelsen, hvor han også slog fast, at han fortsat »tror på projektet«. 

Men det er kun en del af historien, fortæller den afgående direktør, der har sidste arbejdsdag 1. februar, nu i et interview med Din Avis Aarhus. Han har ellers hidtil ikke ønsket at uddybe sin afsked overfor pressen og offentligheden, og når du har læst interviewet, bør det stå klart hvorfor. 

En krudttønde
»Mit stop er helt udramatisk, men jeg er en type, der arbejder bedst behind the scenes. Jeg håber ikke, at det er alt for tydeligt, at jeg ikke gider sidde og tale med jer,« griner han. 

»Jeg laver turnarounds og ting, hvor der skal ske meget hurtigt. Nogen gange også en smule voldsomt. Det er jeg dygtig til. Men jeg har også respekt for de ting, jeg ikke er dygtig til. Det er at sidde og tale med sådan nogle som jer. Jeg er utroligt ærlig. Min operationelle profil er hård og kontant, og den løfter jeg også med ind i en snak med jer, så I kan sikkert godt provokere mig til at sige noget dumt. Jeg er lidt en krudttønde, og den svaghed har jeg stor respekt for,« lyder det ærligt fra Brian Worm. 

Han overtog jobbet efter Nicolai Krøyer, der efter et år fandt ud af, at han skulle noget andet. Forinden var Brian Worm driftsdirektør, så det var aldrig meningen, at han skulle stå i spidsen for den kommunalt finansierede lufthavn. 

Men du takkede alligevel ja. Var det en fejl?

»Nej, men der var bagkant, og det har vi altid haft en åben dialog om. At man så fra bestyrelsens side har gjort alt for at holde på mig – cadeau til dem. Men jeg skal også føle, at jeg hviler i det, jeg laver, og at sidde og tale med sådan nogle som jer, det hviler jeg ikke i. Jeg er ikke superdygtig til det, og jeg synes, at det er belastende. Her er man bare i en eksponeret position, hvor man skal synes, at det er en fed del af gamet. For det ér gamet i den her lufthavn.«

Ærlighed dur ikke
Så bestyrelsen har hele tiden været klar over, at du skulle lave en turnaround og så ud af vagten igen?

»Ja. I al fairness havde den dog forventet eller håbet, at jeg i hvert fald havde en hale på 8-10 måneder mere. Men så dukkede der noget superspændende op for mig.«

Hvad er det?

»Det kan jeg ikke sige. Jeg havde faktisk også selv forventet at være her lidt længere. Det eneste, der ikke er fedt ved den her lufthavn, er at tale med jer – og så det at skulle balancere sig selv ift. politikerne. Jeg skal sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Det der med at sidde og være ærlig, kan jeg bare glemme alt om.«

Nå, det sætter vi ellers pris på, at man er…

»Det er jo overhovedet ikke, fordi man bliver bedt om at lyve. Men det der med at være en direkte type og samtidig skal kunne læse mennesker og politiske agendaer, det er jeg ikke dygtig til. Så det gider jeg ikke. Hvis du er dygtig til det, ligger det på rygraden, men det afhænger af, hvilken profil du har. Jeg er den, jeg er. Der render folk rundt inde på kommunen, som gør det med den største selvfølge. Det er vand på en gås. De svømmer bare rundt derinde. Det gør jeg ikke.«

Når Aarhus Airport ansætter en ny mand eller kvinde, der skal overtage efter Brian Worm, bliver pågældende den fjerde direktør siden 2021.

Direktør-svingdør

  • 2013-2019: Peter Høgsberg
  • 2019-2021: Peer H. Kristensen
  • 2021-2022: Nicolai Krøyer
  • 2022-2023: Brian Worm

Selvom Brian Worm fratræder 1. februar, så har han lovet bestyrelsen at stå til rådighed, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med jagten på en privat investor, som skal lægge 100 mio. kr. i lufthavnen. 
Han medgiver, at han ikke selv har gjort den jagt lettere for lufthavnen, der efterhånden fremstår som en virksomhed, som ikke kan holde på direktørerne. 

»Det er absolut ikke et godt signal, og vi havde gerne været det foruden, for det gør ikke noget godt for virksomheden – uanset at Lars Dige (bestyrelsesformand, red.) og jeg er fuldt afklaret med hinanden, så giver det noget rummel. Specielt med den lidt brogede direktør-historik herude. Det er slet ikke ønskværdigt.«

Poleret mand i slips
Men ser man bort fra det, så synes Brian Worm faktisk, at tidspunktet er velvalgt, for ifølge ham går Aarhus Airport nu ind i en ny æra, hvor hovedfokus er på drift og dyrkelse af relationer. 

»Man skal ikke tage fejl af den her stilling. Det fylder. Du har Dansk Industri, luftfartens interesseorganisationer, politikerne, pressen og alle mulige interessenter, som man skal balancere og polere – og synes er spændende. Det er ikke ligegyldigt i den her lufthavn, og du skal være dygtig til det. Men jeg skal have nogle problemer, jeg kan løse i stedet.«
Aarhus Airport står samtidig foran at få besøg fra hele verden i 2024, efter man har tiltrukket Europas største luftfartskonference Routes Europe. Her gæster op mod 1.500 delegerede fra alverdens flyselskaber, og det bliver ifølge Brian Worm en gylden mulighed for nye ruter og samarbejder. En »gamechanger«, kalder han det. 
»Jeg havde behov for at sikre, at lufthavnen er helt klar og færdigbygget, når de kommer, og det er jeg betrygget i. Til Routes bliver der brug for en direktør, der står i sit pæne, fine jakkesæt og kan tage imod med åbne arme. En poleret mand i slips, som brænder igennem og er god på en talerstol. Det er jeg altså ikke.«
Epilog: Et par dage efter interviewet med Brian Worm opdagede avisen, at han i april 2022 i forbindelse med tiltrædelsen som direktør udtalte til JP Aarhus, at han ikke ser sig selv som en overgangsfigur. »Der er virkelig meget at nå, og vi snakker ikke kun to, tre eller fire år. Jeg ser ikke mig selv træde ud, inden målet på 1,5 mio. passagerer (dengang i 2027, red.),« sagde han. Det står i skærende kontrast til dette interview, hvor han påstår, at både han og bestyrelsen hele tiden har været bevidst om, at han var en overgangsfigur. Avisen har efterfølgende bedt Aarhus Airport forklare den markante uoverensstemmelse. Det har lufthavnen dog ikke ønsket.