JØRGEN ROSENGREN, LOKALAVISEN.DK

En 56-årig mand er i kritisk tilstand efter en arbejdsulykke.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

I forbindelse med en arbejdsopgave på en virksomhed i Randers SV fik den 56-årige – med stor trykkraft – et jernrør i hovedet.

På det tidspunkt, hvor han blev ramt, befandt han sig på en lift i flere meters højde.

Ved politiets ankomst til stedet klokken 13.04 var ambulancepersonalet allerede i gang med livreddende førstehjælp, hvorefter manden blev hastet til behandling på hospitalet.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt til ulykkesstedet, og episoden vil nu blive undersøgt nærmere.

Seneste meldinger omkring mandens tilstand er tirsdag ved middagstid, at han fortsat er i kritisk tilstand.