Fra Rasmus Johansen var helt lille, drømte han om at køre slæde. I dag har han som 20-årig deltaget i ungdoms-OL og for nyligt et verdensmesterskab. Næste mål er vinter-OL.
AF CECILIE BISGAARD
Fredag i sidste uge var 20-årige Rasmus Vestergård Johansen fra Randers Bobslæde og Skeleton til junior-verdensmesterskaberne i skeleton – en disciplin, hvor man på maven og med hovedet først og uden meget andet beskyttelsesudstyr end en hjelm på en lille kælk kører op til 130 kilometer i timen på en isbelagt bane, der snor sig ned gennem et bjerglandskab.
Rasmus Johansen, der bor i Malling syd for Aarhus, tog til verdensmesterskabet med et mål om at komme i top seks, og inden løbet mente han, at der var en god mulighed for at opnå netop det.
»Det kunne være rigtig fedt. Det er den bane, som jeg startede med at køre på for fem år og en måned siden, og op til konkurrencen har vi haft seks officielle træningsløb. Jeg har en god mavefornemmelse, og jeg synes, vi har gjort et godt stykke arbejde op til, så jeg tror, det er muligt at komme i top seks,« sagde han dagen før verdensmesterskabet.
Næsten umulig præstation
Faktisk gik det så godt til juniorverdensmesterskabet, at Rasmus Vestergård Johansen fuldt ud indfriede sit mål – og mere til. Han kunne nemlig tage en sølvmedalje med hjem til Danmark og Randers Bobslæde og Skeleton.
»Den her medalje er der rigtigt mange mennesker, der har været med til at skabe. Alle mine trænere i de forskellige idrætsgrene, som jeg har dyrket i tidens løb, har en aktie i den. Men specielt mine trænere på det tyske ungdomslandshold, som jeg har fået lov at rejse verden rundt med, betyder alt for mig. Så denne medalje er ligeså meget tysk, som den er dansk. Sådan er det bare,« siger han.
Rasmus Johansens træner i Randers Bobslæde og Skeleton mener faktisk slet ikke, at det burde kunne lade sig gøre for Danmark at vinde en medalje i OL-disciplinen skeleton. Han fortæller, at der nemlig kun er fire aktive udøvere af sporten herhjemme.
Artiklen fortsætter under billedet
»Så det Rasmus gjorde i fredags kan teoretisk set reelt ikke lade sig gøre. Men han gjorde det altså. Og kun med seks hundrededele af et sekund op til vinderen,« skriver træneren i en sms til avisen.
Rasmus Johansen er nu på vej til tyske Altenberg, hvor han skal køre EM for seniorer i den kommende uge. Ugen efter er det så det ”rigtige” verdensmesterskab.
Næste mål: vinter-OL
Rasmus Vestergård Johansen stiftede første gang bekendtskab med sin sport, da han i 2016 så en video fra ungdoms-OL, der samme år fandt sted i Lillehammer i Norge.
»Min far kørte bobslæde fra 1998 til 2006, så i de første fire år af mit liv, så jeg, hvad det hele handlede om. Jeg spurgte mine forældre, hvornår jeg måtte køre bobslæde, men de sagde, at jeg var for lille. Så det gik lidt i glemmebogen, indtil jeg så den video,« siger han.
»Jeg kunne se, at ungdoms-OL var en ting, og man kunne gøre det, selvom man ikke var fuldvoksen. Mit mål var at komme til ungdoms-OL, så vi lagde en plan for, hvordan jeg kunne komme der til,« siger Rasmus Johansen, der har sin far som træner, og fortsætter:
»Første gang jeg løb ud med slæden for at køre ned ad en bane, vidste jeg godt, hvad det handlede om. Jeg ville til ungdoms-OL, og det var måden at gøre det på. Men det var stadig en vild fornemmelse. Første gang jeg kørte skeleton, følte jeg, at gulvtæppet blev trukket væk under mig, da slæden begyndte at accelerere.«
I januar 2020 nåede han sit mål. Rasmus Johansen blev nummer ni ved ungdoms-OL.
Næste mål er at komme til det ”rigtige” vinter-OL i 2026. Han var faktisk tæt på at kvalificere sig allerede sidste sæson.
»Vi kommer til at give den gas,« siger han.
Han elsker at læse banen
Når man kører skeleton på det niveau, som Rasmus Vestergård Johansen gør, så er der mange rejsedage om året. For det første fordi han skal til konkurrencer i hele verden, men også fordi der simpelthen ikke er rigtige træningsfaciliteter i Danmark.
»Det er heldigvis meget i Europa, men hvis løbene er i Canada eller USA, så er det der, jeg tager hen. Der er kun 16 baner i verden, men de er vidt forskellige. Vi har lavet en slags opskrift til hver bane, men vi går altid banerne igennem inden et løb, for isen kan godt ændre sig meget fra år til år og uge til uge,« siger han og fortsætter:
»Vi analyserer og kigger på, hvordan vi tror, kurverne skal køres. Det er ikke sikkert, at de vægtforskydninger, som jeg lavede sidst, jeg kørte på en bane, helt passer denne gang,« siger han.
Det med at analysere banerne er også noget af det, som, Rasmus Johansen synes, er fedest ved sporten.
»Det fedeste er samarbejdet med træneren om at læse kurver, så man kan køre hurtigst muligt. Og den dag det lykkes – det er det, der tiltaler mig mest ved sporten,« siger han.
