KIAN JOHANSEN, REDAKTØR DIN AVIS
Sidste uges store nyhed blev, at Handicapcentret Kronjylland i Stevnstrup lukker.
Sådan lyder udmeldingen fra ildsjælen Lars Pedersen, efter Verdo slukkede for strømmen onsdag formiddag i sidste uge.
Regningen var ikke betalt. Nu afventer en konkurs, forudsiger Lars Pedersen. Træt, bitter og med tårer i øjnene.
Lars Pedersen og konen Marianne har i årtier kæmpet for at holde det selvejende center med varmtvandsbassiner kørende. Til glæde for mange mennesker, især de handicappede, der kunne få en oplevelse, både med øvelserne i de varme bassiner, men også via den hjertevarme og den hygge, som der eksisterede i Stevnstrup.
Det er utvivlsomt, at centret har gjort en forskel, især for en særlig sårbar gruppe. Det påpegede mange byrødder under forrige mandags byrådsmøde, hvor de skulle stemme om, hvorvidt centret kunne få bevilget penge til at kunne søge fonde. Det vil koste mindst 15 millioner kroner at bringe Handicapcentret i en ordentlig stand, anførte Lars Pedersen tilbage i august.
Mine egne børn og hele min familie har gået til babysvømning og svømning i centret og har indsnuset den stemning, som kun ildsjæle kan fremkalde. Julelys og hygge i december. Påskepynt og hygge i cafeteriaet.Et gratis æble og en kop kaffe til små penge sammen med andre efter svømningen, hvor man kunne lade op og indgå i et hyggeligt fællesskab.
Det er slut.
Det er ikke overraskende, for allerede for ti år siden, var der tegn på, at pengene ikke rakte.
Træværket var mørt, fliserne knækkede enkelte steder, malingen skallede af, og der blev ikke skiftet armaturer i bruserne, selvom de trængte. Det overraskende for mig, er, at ingen har gjort noget i tide.
Lars Pedersen har utvivlsomt gjort, hvad han kunne og har holdt en humlebi flyvende mod alle odds. Set fra min stol har han og familien haft travlt med driften.
Men de nåede ikke at fremtidssikre Handicapcentret i tide. De var i gang – der skulle søges fonde og en ny bestyrelse ville måske hjælpe til, forlyder det.
Men tydeligvis for sent.
Omvendt, så har politikerne i Randers Byråd heller ikke gjort livet lettere for et center, hvor varmeregningen og vedligeholdelsen udgør den største post. Og hvor der burde være mindst tre fuldtidsansatte til at drive centret. Der var én, Marianne, der også tog mange timer udenfor arbejdstiden, fortæller Lars Pedersen.
Med etableringen af Water & Wellness forsvandt en del af brugerne, der førhen brugte Handicapcentret. Bevares. Et svømmemekka var tiltrængt for alle i Randers Kommune.
Men man valgte ikke at hjælpe Handicapcentret yderligere.
Dernæst undrer det mig at høre alle hædersordene fra politikerne under sidste uges byrådsmøde. Alle er glade for centrets indsats. Men ingen vil gå så langt som at støtte det selvejende center i Stevnstrup fuldt ud. Og slet ikke i tide.
Har det helt undgået politikernes opmærksomhed, at humlebien Handicapcentret Kronjylland fløj på trods af tyngdekraften?
Kan man lukke øjnene for mange års forfald, lade Lars og Marianne Pedersen knokle derud af?
Og så vaske hænder, når centret drukner?