Østjyllands Politi fremstillede i dag torsdag en 35-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for spritkørsel. Den 35-årige, der er polsk statsborger, blev kl. 21.25 fredag aften i sidste uge standset i sin bil af en patrulje på Tjærbyvej i Dronningborg.
Da en alkometertest indikerede, at han var for beruset til at køre bil, blev han anholdt og fik foretaget en blodprøve, der viste en promille på over 2,0. Kørsel med så høj en promille, betragtes som vanvidskørsel, hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Han blev i første omgang løsladt, men da anklagemyndigheden har vurderet, at der er grundlag for anmode om en varetægtsfængsling af manden, blev han anholdt igen, da han torsdag, dukkede op på politigården for at høre ind til sin sag.
Ved grundlovsforhøret blev den 35-årige varetægtsfængslet i 14 dage.