Tre journalister fra JP Randers er nu flyttet ind hos Din Avis på Rådhustorvet.

KIAN JOHANSEN

Tager du trinnene forbi løvehovederne i Sct. Clemens Gaard på Rådhustorvet og smutter op ad trappen, skubber til dørene der har Randers byvåben som håndtag og drejer til højre, så lander du inde på kontoret, hvor Din Avis har holdt til siden marts 2022.

Nu møder du, udover de to journalister og to mediekonsulenter fra denne avis, også tre journalister fra JP Randers.

Vi er nemlig flyttet sammen, primært for at skabe et lille mediehus i hjertet af Randers.

Og mens du kan læse god journalistik i ugeavisen, hvor konceptet, er at annoncerne skaffer indtægten og journalistikken beriger læserne, så er JP Randers en lidt anden størrelse.

»JP Randers er et nyt, uafhængigt og rent digitalt abonnementsmedie, som hver dag udkommer med de vigtigste historier om byen på www.jpranders.dk,« siger Viggo Lepoutre Ravn, chefredaktør på JP Lokal.

Kvalitet koster

Nu sidder Louise Bruun Høfler, lokalredaktør, og de to journalister Helle Kvist og Daniel Lingren Svendsen og sørger for, at du som læser af JP Randers får dybdeborende nyheder og artikler om Randers. Men du skal betale for det, via et digitalt abonnement.

Siden mediet gik i luften ved denne tid sidste år, så har JP Randers sat sig i førersædet og bevist, at man kan gøre borgerne endnu klogere ved at bruge klassiske journalistiske dyder, så som tung research, aktindsigter og et par kloge journalister, der alle bor i Randers.

Det mest markante aftryk er indtil videre blevet sat med afdækningen af Maaløe-sagen, hvor en række artikler satte fokus på den nu fyrede børn- og skoledirektør i Randers Kommune, Michael Maaløs, ledelsesstil og på en lang række personale-sager, hvor medarbejdere blev opsagt af for offentligheden uforklarlige årsager.

»På JP Randers er vi ikke bange for at stille kritiske spørgsmål til magthaverne. Men vi er der også, når byudviklingen tager fart eller den inspirerende personhistorie skal fortælles,« siger Louise Bruun Høfler.

Både Din Avis og JP Randers er medier, der er ejet af Jyllands-Posten. Men begge medier er selvstændige og nu har Randers igen et mediehus i Randers midtby.