En kvinde er død af de skader hun pådrog sig i en ulykke, der fandt sted i betalingsanlægget på Storebæltsbroen i lørdags.

ANDERS MICHAELSEN

En 61-årig kvinde fra Randers er afgået ved døden. Kvinden er død af de skader hun pådrog sig i en ulykke, der fandt sted på Storebæltsbroen lørdag.

Det oplyser Tom Stysiek, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ekstra Bladet.

En herboende polak er varetægtsfængslet i sagen, og han vil nu blive sigtet for uagtsomt manddrab.

Manden blev lørdag anholdt efter ulykken. Her kørte bilen med den polske fører ind i en bil foran, som holdt i en bås til betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Bilen med den polske mand kørte med så høj fart ind i bilen foran, at den sølvgrå Alfa Romeo, som blev kørt af den polske mand, kom ind under den stillestående bil og kilede sig fast.

Broen var derfor i løbet af lørdagen lukket i retningen mod Sjælland, og den polske mand blev senere på dagen testet positiv for spirituskørsel.

Den 61-årige kvinde fra Randers var passager i bilen, som blev kørt af kvindens 63-årig mand. Mandag blev kvinden erklæret død.

Søndag blev den polske mand varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.