Det er blevet lidt bedre, men der er stadig ikke et godt arbejdsmiljø i kommunal afdeling.

AF CECILIE BISGAARD

Det står rigtig skidt til med arbejdsmiljøet i Børnehandicap Myndighed i Randers Kommune. Det er den afdeling, der tager sig af sagsbehandlingen i sager med handicappede børn og unge.

I starten af juni var Arbejdstilsynet forbi afdelingen, der har hjemme på Laksetorvet i Randers, og her konstaterede de, at det stod så slemt til, at de var nødt til at udstede et strakspåbud. Du kan se uddrag af tilsynsrapporten i faktaboksen her på siden.

”Arbejdssituationen beskrives af både ledelse og ansatte ved, at de nu er gået fra at slukke ildebrænde til at slukke de ildebrænde, der er størst. Det opleves dagligt som nervepirrende at møde på arbejdet, idet det hver dag er usikkert, om der er nye sygemeldinger blandt kollegaer.”

Uddrag af tilsynsrapport

I strakspåbuddet står der, at Randers Kommune straks skal sikre, at ”arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt”.

Der blev samtidig givet frist for, hvornår der skulle være rettet op på arbejdsmiljøet: 22. juni.

Initiativer sat i værk

Socialudvalget blev orienteret om tilsynsrapporten på deres møde i slutningen af august. Der er siden tilsynsbesøget arbejdet med at forbedre afdelingens rammer, og 12. juli ophævede Arbejdstilsynet strakspåbudet.

1. august fik afdelingen et nyt påbud af Arbejdstilsynet: inden 1. april næste år skal Randers Kommune sikre, at ”arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så uklare og modstridende krav i arbejdet ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt.”

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Uddrag fra tilsynsrapporten

”Der arbejdes intensivt med et stort arbejdspres i et højt tempo i en afdeling, der er underbemandet grundet langtidssygemeldinger og opsigelser. Ledelsen oplyser, at der lige nu er otte ud af 18 ansatte i afdelingen til at udføre arbejdet.”

”Nyansatte har sagt op efter kort tid. Nyansatte er ikke blev introduceret til afgrænsede opgaver i afdelingen, men har skullet varetage opgaver bredt indenfor lovgivningens områder. Opsigelserne har været begrundet i arbejdsmiljøet. Der har ligeledes været opsigelser og sygemelding i ledelsen.”

”Arbejdssituationen beskrives af både ledelse og ansatte ved, at de nu er gået fra at slukke ildebrænde til at slukke de ildebrænde, der er størst. Det opleves dagligt som nervepirrende at møde på arbejdet, idet det hver dag er usikkert, om der er nye sygemeldinger blandt kollegaer.”

”Ansatte oplyser, at de oplever et stort pres, idet der i arbejdsopgaven ligger et stort ansvar for børn, unge og deres familier med mange beslutninger og vurderinger, der kan have en stor indvirkning på flere familiers liv.”

”Ansatte i modtagelsen oplyser, at der p.t. er 300 børn uden en rådgiver. Telefonen ringer konstant, og der er opringninger med klager, skæld ud og trusler fra vrede og frustrerede borgere/forældre. Der havde på dagen for tilsynet været et opkald fra en mor, som havde sagt til den ansatte i modtagelsen, at hvis hendes barn begik selvmord, var det deres skyld.”

”Der blev 1. januar bevilget en opnormering og ansat fire nye personale. Siden er den ene nyansatte stoppet og tre er sygemeldt med stress. Der oplyses om nyansatte, der stopper efter fire dage på grund af kaos.”

”Der har ligeledes været negativ omtale af afdelingen på sociale medier og i tv. Ansatte oplyser, at de bliver følelsesmæssigt påvirket af de mange klager, idet klagerne er rettet mod deres arbejde.”

Af et brev, der er sendt ud til de familier, der er tilknyttet Børnehandicap Myndighed, fremgår det, at de initiativer, som Randers Kommune indtil videre har sat i gang, blandt andet er en fælles modtagelse, som skal besvare de henvendelser, der kommer til sygemeldte medarbejdere, og ansættelse af en projektleder og flere vikarer.

På samme udvalgsmøde blev politikerne også orienteret om, hvordan situationen har ændret sig, siden Arbejdstilsynet var på besøg.

Der er blandt andet ansat fire nye medarbejdere i afdelingen, og man er gået fra seks sygemeldte medarbejdere til tre fuldtids- og to deltidssygemeldte medarbejdere.

”Der blev 1. januar bevilget en opnormering og ansat fire nye personale. Siden er den ene nyansatte stoppet og tre er sygemeldt med stress. Der oplyses om nyansatte, der stopper efter fire dage på grund af kaos.”

Uddrag af tilsynsrapport

Plan er på vej

Derudover er der ved at blive udarbejdet en genopretningsplan for afdelingen. I forvaltningens orientering til Socialudvalget skriver de følgende:

”Formålet med genopretningsplanen er at styrke indsatsen overfor børn og unge med handicap samt deres familier, styrke arbejdsmiljøet og nedbringe sygefravær. Med planen understøttes samtidig realiseringen af de handleplaner, der er fremsendt til Arbejdstilsynet i forbindelse med, at afdelingen har fået to påbud.”

Socialudvalget vil blive orienteret om indholdet i genopretningsplanen på deres næste møde i september.