Udvalg skal tage stilling til, hvor fire millioner kroner skal komme fra, før institution kan nå i mål med nyt vuggestue-byggeri.
AF CECILIE BISGAARD
Over fire millioner kroner mangler der, før Børnehuset Tryllefløjten i Romalt kan nå i mål med byggeriet af 26 nye vuggestuepladser.
Der er allerede sat lidt over fem millioner kroner af til det nye byggeri, men projektet bliver dyrere end forventet, fordi der blandt andet er behov for to liggehaller, hvor vuggestuebørnene kan være, når de sover. Det fremgår af dagsordenen for næste møde i Børne- og Familieudvalget.
Derudover skal rådgivning, fundament, byggemodning og byggeledelse også regnes ind i den samlede udgift til byggeriet, og så stiger priserne på byggematerialer stadig.
Derfor regner forvaltningen i Randers Kommune med, at det samlede byggeri af to nye vuggestuegrupper løber op i knap 8,7 millioner kroner. Men så kommer udgifter til udearealer (legeplads og geotekniske undersøgelser), tekniske installationer (ventilation, varme og brandalarm) og indvendig indretning (bord og stole og så videre) oveni. Det giver en samlet udgift på 9,27 millioner kroner.
Her kommer pengene fra
Da man besluttede at udvide Børnehuset Tryllefløjten med 26 vuggestuepladser, frigav byrådet lidt mere end 1,5 millioner kroner fra ”puljen til omdannelse af børnehavepladser til vuggestuepladser”.
Oprindeligt var planen, at man ville bygge vuggestuegrupperne til den eksisterende institution, men det viste sig at være en meget dyr løsning. Så skulle den samlede bygning nemlig opdateres til det gældende bygningsreglement.
I stedet besluttede byrådet, at vuggestuegrupperne skulle opføres som et separat let-byg byggeri, og så var 1,5 millioner kroner ikke længere nok.
Derfor blev der af samme pulje, som de første midler kom fra, afsat yderligere 720.000 kroner. Oveni det blev der frigivet 2,8 millioner kroner fra en pulje, der ellers var øremærket forbedringer af indeklimaet i daginstitutioner. På den måde nåede man op på de fem millioner kroner, der nu er afsat til udvidelsen.
Udvidelse er nødvendig
Hvor skal de sidste fire millioner så komme fra? Forvaltningens forslag er at tage de manglende 4,2 millioner kroner fra den samme pulje som tidligere, der er sat af til forbedring af indeklimaet i daginstitutioner. På den måde kommer den samlede bevilling for udvidelsen af Børnehuset Tryllefløjten i mål med 9,27 millioner kroner.
Om politikerne siger ja til den finansiering vides først efter denne uges møde i udvalget, og om udvidelsen af daginstitutionen skriver forvaltningen i sin indstilling til Børne- og Familieudvalget:
”Udvidelsen med to vuggestuegrupper er nødvendig for at sikre tilstrækkeligt med pladser til børn i alderen nul til to år i Randers Kommune.”
Grundet avisens deadline har det ikke været muligt at få afgørelsen fra udvalget med i denne artikel.