En af de helt store danske ryttere har meldt sig klar til gadeløb i Hadsten.
CHRISTINA S. JOHANSEN
På 13. etape af årets Tour de France tog han sejren, og kan kalde sig Danmarks mest vindende cykelrytter i 2022 med syv sejre indtil videre.
Han er også Danmarks eneste verdensmester i linjeløb for herre elite nogensinde.
Navnet er Mads Pedersen, og torsdag 11. august stiller han til start i Hadsten Gade Grand Prix.
Mads Pedersen kører til daglig for Trek-Segafredo.
Dermed er han, sammen med Asbjørn Hellemose og Michael Mørkøv, den 3. World Tour rytter, der stiller op ved årets gadeløb i Hadsten.
Fra løbsdirektøren lyder det hemmelighedsfuldt:
»Men han er formentligt ikke den sidste.«
Super karismatisk
At Mads Pedersen kommer til Hadsten Gade Grand Prix er noget, som glæder løbsdirektør Simon Olsen.
»Mads er super karismatisk og helt lige ud af posen, og så er han jo helt vanvittig på en cykel. Altså vi snakker om den danske rytter der har flest sejre i sin professionelle karriere som stadig er aktiv – 26 professionelle UCI-sejre – og han er kun 26 år, så han bejler kraftigt til at slå Rolf Sørensens rekord på 56 sejre,« lyder det fra Simon Olsen i en pressemeddelelse.
»At vi kan trække en kapacitet som Mads Pedersen til Hadsten er helt unikt,« fortsætter han.
Man kan møde Mads Pedersen i fanzonen inden løbet, hvor han er klar til interviews, autografer og billeder.