En 96-årig mand blev torsdag omkring klokken 17 udsat for et tricktyveri i sin lejlighed i Randers, da en kvinde henvendte sig på hans private adresse. Kvinden præsenterede sig selv som nytilflytter i området og tilbød den 96-årige overskydende kage fra en indflytterfest.
Den 96-årige lukkede kvinden ind, og de gik sammen ind i den 96-åriges køkken og spiste kagen. Efter cirka 30 minutter, skyndte kvinden sig meget abrupt ud af lejligheden.
Da manden senere samme aften skulle i seng, opdagede han, at der var flyttet på flere genstande i soveværelset, og at der manglede en sikkerhedsboks.
Kvinden beskrives som cirka 40-50 år. Hun havde mørkt hår, var udenlandsk af udseende, og så talte hun dansk med accent. Hun var iklædt en grå sweater og lange bukser, og med sig havde hun diverse småkager.
Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der kan have set kvinden eller har andre oplysninger om, hvem hun kan være. Man kan kontakte politiet på telefonnummer 114.