Tag på en gåtur med garanti for en flot udsigt ved Skovholmen, der ligger i udkanten af havnearealet.

KIAN JOHANSEN

Du skal næsten vide, at det eksisterer, ellers ville du aldrig drømme om, at der ligger et lille stykke med grønt mellem havnen og langs Grenåvej.

Der er flere stier på Randers’ gamle losseplads, der i starten af 1980’erne blev nedlagt og dækket med jord. Bakken Skovholmen på omkring 13 meter i højden blev til. Og der er placeret et par bænke, hvorfra udsigten er allerbedst.

Bænken med udsigt står klar i Skovholmen. Foto: Kian Johansen

Der er en ret flot udsigt til Randers by, Randers Fjord, Kristrup og Paderup Enge og Romalt Bakker. Og så har jeg personligt aldrig set Verdos store skorsten fra denne vinkel før.

Du går mellem højt græs på anlagte stier. På den ene side kan du se bagsiden af industriområdet op mod Grenåvej og på den anden side det nye havneareal, hvor heftigt lange rør skudt ned i undergrunden langsomt dræner det våde engareal, og gør det klar til udvidelsen af havnen.

Du kan komme ind i området via Tronholmen, næsten lige før bommene ind til den lukkede del af havnearealet, eller flere steder langs Kristrup Engvej mod syd.

Der er også en mindre hundeskov i området ved Skovholmen. Foto: Kian Johansen

Den nordlige og sydlige ende af Skovholmen er bevokset med skov og krat, og i den nordlige ende kan du møde får i løbet af sommerhalvåret. Det midterste areal er et åbent græsareal, hvor det er velegnet at sætte drager op i.

Og tager du hunden med, så er den sydvestlige del etableret som hundeskov.

Her ses området oppefra. Dronefoto: Kenneth Stoll-Demant