Godt 50 meter rustent hegn på Viborgvej overfor Water & Wellnes skal nok komme til at ligne resten af det nye hegn langs banen, lover Banedanmark. Man ved bare ikke hvornår.
KIAN JOHANSEN
På Viborgvej i Randers skiftede Banedanmark i begyndelsen af i år det rustne hegn langs banelegemet.
Det ser rigtig flot ud, især fordi der i en lang periode havde stået et gult, midlertidigt hegn.
Men på en lille strækning, lige over for Water and Wellness og ved en lille rød bygning, der står det oprindelige, rustne hegn endnu.
Det har undret flere af Din Avis’ læsere. Især når resten af hegnet står rigtig flot.
Årsagen er kort sagt prioritet og tid, lyder forklaringen fra Emilie Skovly, der er presserådgiver hos Banedanmark.
»Det gamle hegn er delvist ejet af kommunen og står også delvist på kommunens område, så vi planlægger at indgå et samarbejde med kommunen om også at udskifte den resterende del af det gamle hegn,« lyder første del af forklaringen.
Kommunen bliver sandsynligvis kontaktet her efter sommerferien. Og mon ikke der så sker noget derefter, lyder det fra Emilie Skovly.
Selvom det nuværende hegn er rustent, så er det intakt og virker jo efter hensigten, så også derfor har det ikke været højeste prioritet at få det skiftet, lyder ræsonnementet.