Når man til dagligt som Jesper Jakobsen arbejder med bevægelse, så har man en masse tips.
AF CECILIE BISGAARD
Jesper Jakobsen er projektleder for Bevæg dig for livet Randers, så han kender om nogen til alle de gode steder i Randers Kommune, hvor man kan komme ud og bevæge sig i naturen – ganske gratis.
Derfor har Din Avis spurgt ham, om han ikke ville dele sine favorit-steder.
»Det, jeg selv søger, er lidt afhængig af mine ønsker og behov, hvilken tid jeg har til rådighed, og hvem jeg er sammen med,« siger han og fortsætter:
»Hvis jeg selv skal ud at være aktiv, forsøger jeg at søge ud mod relativt bynære skove tæt på, hvor jeg bor. Tiden kan være begrænset, men når jeg skal ud at være aktiv, så vil jeg gerne ud på nogle stier i naturen eller skoven. Så kan det godt være, jeg kommer til at løbe på nogle af de samme stier, men det at være ude i noget skov – det er bare dejligt at være aktiv derude.«
Når jeg er ego
Det første sted, som Jesper Jakobsen nævner, er Østrupskoven, der ligger tæt ved Støvringgaard Kloster.
»Der er almindelig skov derude, og man er tæt på fjorden. Man har udkig til fjorden, og man kan relativt hurtigt komme derned. Der er nemt at finde rundt med skiltningen, og som i så mange andre skove kan man være heldig at støde på forskellige dyr. Det kan være rigtig spændende. Skoven er også meget varieret i forhold til beplantningen,« forklarer han.
Et andet sted, hvor projektlederen er aktiv, er på det gamle øvelsesterræn Nordre Fælled.
»Det bruger jeg primært til løb. Der er gode markerede løbestier deroppe. Man kan løbe flere runder og bygge sløjfer på, så man bestemmer selv, hvor langt man vil løbe. Der er også en hjertesti. Det er nemt for alle at færdes deroppe. Man behøver ikke sin telefon for at finde ud af, om man skal dreje til højre eller venstre. Og så ligger det meget bynært,« siger han.
Når han har god tid, så tager Jesper Jakobsen til Fladbro Skov.
»Der er selvfølgelig et stykke vej derud, men typisk cykler jeg ud langs fjorden og Gudenåen, og så løber og cykler jeg rundt derude, inden jeg tager cyklen tilbage igen. Det tager typisk halvanden til to timer, så den tur er til, når jeg er ego, og det handler om mig,« griner han.
Når børnene er med
Men det er ikke kun, når Jesper Jakobsen er alene, at han bruger kommunens grønne pletter.
»Hvis der er børn med, så afhænger det lidt af, hvor gamle de er. Hvis det er mindre børn, så er Doktorparken og Nordre Fælled interessant, fordi her er der natureventyr. Det er en app, der er god til børn. Man går ikke bare fra A til B. Man er en del af eventyret, og på den måde kommer man rundt i området,« fortæller han.
Ellers har projektlederen også forslag til længere udflugter.
»Aktivitetsparken i Øster Bjerregrav er rigtig fin, og den er formentlig kommunens største legeplads. Der er noget for mange aldre. Man kan tage en madpakke med, og så kan man sagtens bruge nogle timer derude sammen med sine børn,« siger han og fortsætter:
»Langå Egeskov er en gammel skov, der kan noget med gamle, krøllede træer. Hos os er det typisk en weekenddag, hvor turen går derud.«
Og blandt legepladser vil Jesper Jakobsen også gerne anbefale Altananlæggene, der er en fælles betegnelse for Fabers Anlæg, Gethers Anlæg og Vester Altan-anlægget i Randers.
»Det er en grøn oase midt i byen. Der er en god løbetur rundt, men der er også rigtig fine legepladser,« siger han og fortsætter:
»Det er sådan lige i grove træk. Det er primært de steder, som jeg færdes. Og generelt ved vi, at danskerne rigtig gerne vil ud i naturen og være aktive. Naturen er den største arena, når det kommer til fysisk aktivitet. Det er folks foretrukne sted – særligt i forhold til voksne men også børn og unge.«