Ny, kunstnerisk lydvandring får premiere 18. juni.
Til sommer får Randers en helt unik oplevelse til glæde for byens borgere og gæster.
Den magiske lydvandring ’Hemmeligheden om Randers’ får premiere 18. juni. Det er et usynligt teaterstykke, hvor publikums fantasi sætter scenen og omgivelserne for scenografien. Undervejs bliver publikum guidet rundt i byen i selskab af Bodil Jørgensen, der spiller hovedrollen. Publikum møder gennem vandringen tre af datidens betydningsfulde forfattere.
Pontoppidan, Blicher og Michaëlis
I ’Hemmeligheden om Randers’ følger man magikeren Isra, som er kommet til byen. På turen rundt i byen dukker de tre store forfattere; Henrik Pontoppidan, Karin Michaëlis og Steen Stensen Blicher op som en del af teaterstykket. De er alle en del af den randrusianske kulturhistorie.
»Randers’ historie er helt særlig og byder både på drama og store kulturpersonligheder. Samtidig har byen så meget at byde på. Derfor er jeg begejstret over idéen bag Hemmeligheden om Randers, der netop både iscenesætter byens rum på en unik måde og giver os et indblik i vores fælles arv. Og så jeg er rigtig glad for, at vi har stor kreativ foretagsomhed, så vi i fællesskab kan styrke fortællingen om Randers som by og levested til glæde for både dem der bor her, gæster og og turister,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
’Hemmeligheden om Randers’ er skabt i samarbejde mellem Randers Bibliotek, Randers Teater og Randers Kommune. Det er støttet af Nordea-fonden, Stibo Fonden, Spar Nord Fonden, Randers Kommune og Randers Teater.
”Hemmeligheden om Randers” er skrevet og instrueret af den tyske dramatiker Petra-Leonie Pichler. Hun har i flere omgange været i Randers for at udforske byen og har fordybet sig i forfatternes værker. Ideen til projektet kommer fra Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek.
Det er gratis at opleve ’Hemmeligheden om Randers’. Selve stykket kan opleves via en app på smartphone og et sæt høretelefoner. Turen er på 4,2 km og begynder ved Sct. Mortens Kirke – byens gamle klosterkirke – og slutter ved Ingvar Cronhammers store skulptur ’RED FALL’ på Østervold. Man bestemmer helt selv, hvornår man går turen og hvor mange, man går den med.