KIAN JOHANSEN
Du har måske opdaget det. Vi er blevet en del mere blå og friske i avisen.
På forsiden af avisen kan du især nyde vores nye logo. Og fremover vil du opdage, at den opfriskning af layoutet, som vi har arbejdet på de seneste par måneder, nu giver meget mere mening.
Det håber vi også at Din Avis i høj grad vil gøre fremover – altså at give mening for dig som læser og annoncør. Du kan altid læse avisen digitalt som e-paper, hvis du ikke kan vente på at den lander i postkassen. Du finder e-avisen oppe i højre hjørne.
Udover nyt logo har vi også ansat en ny journalist, Cecilie Bisgaard.
Hun og jeg skal i den grad være med til at gøre din læseoplevelse endnu mere spændende og relevant i din hverdag her i Randers-området.
Stærkt, lokalt medie
Du kan også lige få ambitionen for Din Avis fra vores chefredaktør, Morten Nystrup fra Jyllands-Postens Lokalaviser: »Randers er i en spændende udvikling. Det kræver et stærkt, lokalt medie med stor udbredelse at sikre en samlende samtale om, hvordan byen skal forme sig. Din Avis vil afdække, når nogen siger ét, men gør noget andet, men også fortælle om det aktive handels- og kulturliv og ikke mindst de engagerede borgere, der udgør ryggraden i Randers, og som er med til at gøre byen til det, den er.«Vi håber, at du vil nyde vores nye blå logo og vores nye friske tilgang til at lave en nærværende avis.Og her kunne du måske igen lige læse, hvad Morten Nystrup mener om vores journalistiske rolle her i Randers.
»Vi vil udfordre opfattelsen af, hvad gratis lokaljournalistik også kan være. Vores pejlemærker er relevant og kritisk journalistik med afsæt i livet i Randers, som vi desuden vil inspirere randrusianerne til at tage endnu mere del i« siger ansvarshavende chefredaktør Morten Nystrup.
Din Avis – Vores Randers.