Ole Sand, Lysningen 4, Assentoft, 8960 Randers Ø

På TV ser vi daglige bombardementer af byer over hele Ukraine. Vi ser på og græmmes over den virkelighed, vi ikke troede mulig i et Europa, hvor dialogen har været vores værktøj siden 2. verdenskrig.

Nu er der så dukket endnu en despot op af samme kaliber som Hitler i Europa og Verdenssamfundet reagerer helt så hjælpeløst, som da nazismen intervenerede i Europa – overskred grænser til fredelige lande – provokerede og iscenesatte invasioner under påskud om beskyttelse af mindretal – Putin udfolder sig efter helt samme drejebog.

Hvad vil vores eget eftermæle være i kølvandet på det vi ser? Hvad vil Verdenssamfundet undskylde sig med? Hælde vand ud af ørerne og igen komme med tvivlsomme bortforklaringer.

Formentlig beklage sine vage reaktioner – beklage manglende realitetssans i forhold til en diktator, som spiller efter helt andre ”regler” end vi er vandt til.

Europas diplomati er simpelt hen ikke gearet til diktatorer som hverken Lukashenko eller Putin – Et diplomati af embeds M/K uden den fornødne kant til at matche Putin.

Putin har på ingen måde respekt for flokken af pæne slipsedrenge, der kommer med bevingede støtte- udtalelser og udfolder sig verbalt om deres fordømmelse af invasionen af Ukraine.

I Putins optik en flok latterlige diplomater, der mangler handlekraft – midt i Putins lemlæstelse af et helt land – midt i Europa – ikke kun beklagelig mangel på handlekraft, men pinlig på alle måder.

Putin overhører helt og aldeles alle de pæne europæiske diplomater og bomber løs selv under forhandlinger om ophold i invasionen – midt i forhandlinger om etablering af korridorer.

Den såkaldte civiliserede verden er på ingen måde i stand til at håndterer personer som Putin.

En ’kloning’ fra en svunden tid, der er dumpet ned i det 21. århundrede. Hvor er verdenssamfundets ”vagthund”, når personer som Putin og Lukashenko dukker op fra fortiden?

Er det i virkeligheden dét og netop dét, – en vagthund, vi som verdenssamfund har brug for midt i en verden hvor alle lande og mennesker har brug for hinanden.

I virkeligheden står vi midt i en fælles udfordring – vores alt overvejende og selvskabte trussel – vores klima.