»Forhåbentlig kan de få noget andet at tænke på og være en del af et fællesskab. Og vi tænker det her er vores måde at bidrage på,« lyder det fra René Bauer, formand for Dronningborg Boldklub.
AF ANDERS MICHAELSEN
Hjælpen til Ukraine strømmer ind fra alle kanter i disse dage.
»Det her bliver den største folkelige pengeindsamling i danmarkshistorien. Lige nu ligger vi et sted mellem 900 millioner og en milliard kroner,« udtalte Stig Fog til Ritzau.
Han er projektleder for Danmarks Indsamling og stod som indsamlingsansvarlig ved støttekoncerten ”Sammen for Ukraine”, der blev vist på TV2 og DR i forrige uge.
Og velviljen til at hjælpe Ukraine og ukrainere på flugt kan også spores lokalt. Kommunalt er der lavet en hotline til at formidle tag over hovedet for nytilkomne ukrainere, og på Facebook er mere end 2.000 blevet medlem af gruppen ’Værtsfamilie for ukrainske flygtninge – Randers’.
Men også de lokale sportsforeninger byder sig til. Sidste uge kunne vi her i avisen berette om, hvordan Vorup FB tilbyder gratis håndboldtræning til ukrainske børn og unge – og det samme tilbyder nu Dronningborg Boldklub – bare med fodbold.
»Forhåbentlig kan de få noget andet at tænke på og være en del af et fællesskab. Og vi tænker det her er vores måde at bidrage på,« lyder det fra René Bauer, formand for Dronningborg Boldklub.
»Jeg tror de billeder, vi ser fra Ukraine, er noget, der påvirker os allesammen. Det er jo tragisk at se, men vi kan jo ikke gøre så meget andet end at tage godt imod dem,« siger han.
Forplejning, frivillige og fodboldstøvler
Det hele begynder fra lørdag 26. marts kl. 11, som også er det faste tidspunkt hver lørdag, at ukrainske flygtningebørn kan troppe op ved Dronningborg Idrætscenter og gratis deltage i træningen. Klubben sørger både for forplejning, frivillige og fodboldstøvler.
»Vi ved ikke, om der er et behov – det ved vi først på dagen. Men vi har en ukrainsk oldboysspiller herude, som mente, der måske godt kunne være et behov for det, også selvom det måske ikke lige er det, der står først for, når de lander,« siger René Bauer.
Budskabet om den gratis træning er blevet oversat til ukrainsk og delt i diverse netværks, og frivillige har meldt sig til at hjælpe til om lørdagen.
»Nu leder vi bare efter nogle fodboldstøvler til spillere i alderen 7-16 år. Så har man det i overskud, må man meget gerne kontakte os,« siger René Bauer, formand for Dronningborg Boldklub.