Laust Skrudland har taget drømmene fra teenageværelset i Langå med sig til København og Copenhagen Business School, hvor han nu vil have virksomheden ud i hele landet.

ANDERS MICHAELSEN

»Jeg prøver at ’stay true to myself’. Men det er lidt en identitetskrise. For hver gang jeg er i Langå, så siger folk, jeg lyder københavnsk, og hver gang jeg er tilbage i København, så siger folk, at jeg lyder for jysk,« siger Laust Skrudland og griner.

Til dagligt er Langå-drengen og nykøbenhavneren medejer af Lej1soundboks.dk. Som navnet måske afslører, er det en hjemmeside, hvorfra man kan leje et Soundboks-højtaleranlæg til eksempelvis sin havefest, fødselsdag, bryllup eller til en tur på festival.

I dag har Laust Skrudland flyttet teltpælene til hovedstaden, men iværksætter-drømmen blev startet på et teenageværelse i Langå. Og drømmene har siden vokset sig store.

»Vi vil gerne være Soundboks-udlejningens Airbnb – for at sætte barren historisk højt. For det er basalt set samme koncept, og der vi skal hen over tid,« fastslår den unge iværksætter.

Mine forældre blev lidt bekymret, da de så den tredje Soundboks kom ind ad døren, og jeg ikke havde haft udlejninger nok til at dække min omkostninger.

Laust Skrudland, medejer Lej1soundboks.dk.

Urolige forældre

I dag kan man på hjemmesiden leje en Soundboks i 20 byer rundt omkring i landet. Det hele startede dog med en forsvindende lille konfirmationsopsparing, da en 16-årig Laust Skrudland tilbage i 2016, så et marked i at udleje de – på daværende tidspunkt – helt nye Soundbokse.

»Så købte jeg et par stykker mere, og jeg kan vist roligt sige, at det var en underskudsforretning til at starte med. Mine forældre blev lidt bekymret, da de så den tredje Soundboks kom ind ad døren, og jeg ikke havde haft udlejninger nok til at dække min omkostninger,« siger han.

Projektet var lidt på standby indtil slutningen af 2020, og siden indså Laust Skrudland, at det vil være for omkostningstungt og besværligt, hvis brugerne skulle leje Soundboksen direkte fra ham, så i dag har han og medejeren Arthur Hillgaard stablet et netværk af udlejere på benene, som er fordelt udover landet.

Randers-ambassadør

I dag er han og firmaet ovenikøbet blevet en del af et særligt startup-program på Copenhagen Business School, hvor han til dagligt studerer på Erhvervsøkonomi og Projektledelse. Det betyder blandt andet, at udlejningsvirksomheden nu deler kontor med mere end 250 andre startups, og hvor Laust Skrudland og hans makker kan få uvurderlig hjælp indenfor det retslige og regnskabsmæssige samt en masse generel sparring.

»Nogle gange er det næsten svært at arbejde koncentreret herinde, fordi folk er så villige til at hjælpe og gerne vil høre, hvad man laver. En af de første dage, vi var herinde, mødte vi én, som også har et startup. Så faldt vi i snak med ham, og det viste sig, at han var flydende i syv forskellige kodesprog. Oversat til dansk så kunne han noget, som vi virkelig godt kunne bruge.«

»En af de første dage sad han i halvanden time og hjalp os og lavede et fuldstændig komplet kodesystem, som vi nu kan bruge på vores hjemmeside.«

Laust Skrudlands virksomhed Lej1soundbox.dk har et netværk af udlejere rundt i 20 danske byer, som giver 25 procent i kommission til udlejningshjemmesiden ved hver udlejning. Pressefoto

Som det er nu savner Laust Skrudland ikke Langå, for i København og på CBS har han fundet et entreprenant miljø, der vil være svært at opstøve på samme måde i det randrusianske. Men han nyder, når han er hjemme. Spurgt til om han vender tilbage til hjembyen, er svaret:

»Hvis jeg fik en krone for hver gang, jeg blev spurgt om det, så var jeg millionær i dag. Men jeg ved det ikke, det afhænger af mange ting, så det er svært at sige.«

Hvem er det, der stiller dig de spørgsmål?

»Det er faktisk primært dem, jeg studerer sammen med. Der er jo lidt en ting med, at Randers er blevet en omvandrende joke, fordi der er blevet postet skøre ting på sociale medier, der bekræfter nogle fordomme, om at det er en flække, hvor det primære køretøj er en scooter, og alle går med Nike Shox-sko. Så jeg er også herovre nu for at afkræfte de fordomme, og det går faktisk meget godt,« slutter han.

Næste skridt for ham og Lej1soundboks.dk er at skabe en mere brugervenlig platform, der også når ud i hele landet.