Byrådet har godkendt en rammeaftale for nye udlejningsregler for Glarbjergvejområdet og Gl. Jennumparken.
I 2023 skal Glarbjergvej-området ikke længere være at finde på statens liste over udsatte boligområder – og i 2030 skal det samme gøre sig gældende for Gl. Jennumparken, så Randers Kommune ikke længere har områder på listen.
Det er blandt de mål, som bestyrelsen for Den Boligsociale Helhedsplan Randers 2021-25 har sat. Og på mødet den 28. februar 2022 har Randers Byråd godkendt en rammeaftale om nye udlejningsregler og en styrket kommunikations- og brandingindsats for at nå målene.
Dagtilbud risikerer lukning
Årsagen til de ekstra tiltag er blandt andet, at daginstitutioner ifølge lovgivningen maksimalt må indskrive 30 procent børn med bopæl i et udsat boligområde. Det giver store udfordringer i den nordlige del af Randers, og hvis det fortsætter, er der risiko for, at daginstitutionerne ikke kan sammensætte børnene efter lovgivningen og må lukke. Derfor er det nødvendigt at få ét af de udsatte områder hurtigt væk fra listen.
Nye udlejningsregler
Konkret er der tale om nye aftaler med de almene boligorganisationer om fleksibel udlejning, hvor personer i arbejde og under videregående uddannelse får fortrinsret til lejlighederne i Gl. Jennumparken, Glarbjergvejområdet og i riskikoområdet Hermann Stillingsvej.
Samtidig bliver der nu indført kombineret udlejning i Glarbjergvejområdet, hvilket betyder, at bestemte grupper af boligansøgere bliver afvist. Det drejer sig om ansøgere, der har modtaget offentlig forsørgelse i mindst seks sammenhængende kalendermåneder.
Styrket brandingindsats
Ud over udlejningsregler, har byrådet afsat 1.500.000 kroner til en styrket kommunikations- og brandingindsats for nordbyen og særligt for Gl. Jennumparken og Glarbjergvejområdet i 2022 og 2023.
Pengene til både udlejningsaftalen og kommunikationsindsatsen kommer fra ikke-.disponerede grundkapitalmidler, det vil sige penge til at medfinansiere nybyggeri af almene boliger, i budgetperioden 2022-2025.