Nyindflyttet til midtbyen og med nye ansatte, er Din Avis klar til næste kapitel.

KIAN JOHANSEN

En flytning til Rådhustorvet 4 er ikke den eneste lokale gode nyhed Din Avis kan præsentere i denne tid.

Vi har nemlig også fyldt kontoret op med lokale og erfarne kræfter.

Fremover kan du møde salgschef Lene Søstrøm, samt de to medierådgivere Anita Stentoft og Lars Lindstrøm. På det redaktionelle hold kan du møde redaktør Kian Johansen, der meget snart får følgeskab af en nyansat journalist. Snarlige jobsamtaler skal afgøre hvem det bliver.

53-årige Lene Søstrøm er født i Randers på Herman Stillingsvej og boede der de første leveår, begge forældre er er født og opvokset i Randers, men flyttede til Hinnerup i 1970. Lene kom dog tilbage og tog 10. klasse på Randers Realskole. Hun bor i Hinnerup, sammen med manden Henrik, som er erklæret Randers FC-fan. De har tilsammen fem børn og fem børnebørn, hvoraf de to af børnene har boet i Randers midtby og har arbejdet i byen.

»Randers har altid været den foretrukne handelsby i min familie, jeg elsker byen og oplandets mange muligheder, jeg glæder mig til at være med til at forsætte den positive udvikling i byen, og jeg ser frem til at komme rundt og hilse på de mange butikker og virksomheder. Jeg håber på, at jeg kan være med til at skabe ideer til en fortsat vækst i byen og oplande,« lyder det fra Lene Søstrøm, der har været salgschef for indtil flere lokalaviser i hele Østjylland under det nuværende Jyllands-Postens Lokalaviser, der ejer Din Avis.

Randers er vores by

Fælles for de tre resterende navne er, at vi bor i Randers og altid har gjort det.

55-årige Anita Stentoft fra Kristrup har før været ansat på et andet stort medie i byen, men har valgt en ny udfordring på Din Avis.

»Jeg syntes Randers har et fantastisk handelsliv og vi har jo en masse store udviklingsprojekter i gang. Jeg brænder for Randers. Jeg har det som en fisk i vandet, når jeg kan hjælpe og rådgive lokale virksomheder. Det er det tætte samarbejde med mange forskellige parter jeg værdsætter.«

Hun har over 35 års erfaring i mediebranchen i Randers. Efter skolegangen på på Østervangsskolen og studentereksamen fra Randers Amtsgymnasium på Nålemagervej, som det hed dengang, så tog hun en såkaldt EIFU-uddannelse. Og her lærte hun blandt andet at svejse. Derefter læste hun på Handelshøjskolen i Århus.

Anita Stentoft var også ansat hos Falbe-Hansen et halvt års tid, mens hun tog en merkonom-uddannelse og hun har undervist i mange år i syning og design på AOF Randers , hvis du nu mener du har set hende i en helt anden sammenhæng end i midtbyens pulserende detailhandels-liv.

Og syning har hun som en særdeles synlig hobby, da hun ofte selv syr og kreerer sit tøj.

Privat er hun gift med grafiker Lars Jacobsen, der er ansat hos Buchs i Randers. Han er far til datteren Maria, der er pædagog og mor til to, samt til sønnen Martin, der er pædagog.

Håndboldhallernes herre

41-årige Lars Lindstrøm, der bor i Harridslev har 20 års erfaring med salg og marketing, senest Lokalavisen Favrskov, før det kom han fra en stilling ved TV Aarhus, men erfaring med avisbranchen har han masser af, da han tidligere har tilbragt otte år ved Berlingske Media. Og så er handelsskole-eleven fra Rådmands Boulevard oprindeligt uddannet i tøjbranchen indenfor herreekvipering. Før 2010 har du således kunnet møde ham i blandt andet Marcus-butikkerne i Randers som ekspedient.

Privat er Lars Lindstrøm gift med Marie på fjortende år. Sammen har de tre piger på 4, 12 og 15 år. Du kan ofte møde ham i byens håndboldhaller, for han er håndboldtræner for Hornbæk SF’s U15-piger, hvor hans ældste datter spiller.

Han er født og opvokset i Stevnstrup og har da også spillet fodbold i Alliancens gule og sorte trøje. Men det har altid været håndbolden i Hornbæk SF, der har defineret Lars Lindstrøms venskaber og sociale liv.

»Jeg har altid syntes, at Randers har været en fed by at vokse op i, her er både sport og kultur og masser af natur. Tag bare en tur på digerne eller langs Gudenåen, eller en skovtur i Romalt Bakker. Så da jeg fik chancen for at vende hjem til min hjemby for at arbejde, sagde jeg ja med det samme.«

Halvmånen er landet

Artikelens forfatter hedder Kian Johansen. Jeg er 47 år og har – bortset fra en afstikker i hæren og et halvt år i England – boet i Randers hele mit liv, selv da jeg læste først historie og senere blev udlært som journalist på den daværende Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Jeg er født og opvokset i Haslund og har både boet i Kristrup og i Sjællandsgade. I dag bor jeg i Hornbæk på 15. år sammen med konen Pia , og vores tre sønner på 16 og 13 år.

Jeg har haft æren af at arbejde som journalist i det meste af Østjylland, nærmest i en i halvmåne-form omkring Randers.

I Favrskov var jeg lokalredaktør på Lokalavisen Favrskov i godt ti år og har også arbejdet på Djursland, i Odder, Aarhus og Skanderborg.

Og derfor er jeg ekstra glad for, at min ansøgning lå øverst i bunken, da stillingen som redaktør på Din Avis blev slået op i slutningen af 2021. For jeg er stolt af at komme fra Randers. Jeg har svært ved at forstå, at udefrakommende stadig anser Randers for voldens by og endnu ikke er fuldt ud opdateret omkring, hvad der sker af gode ting i vores by.

Nu har jeg den unikke mulighed, at jeg kan fortælle om byens liv – både de store gode nyheder, men også hjælpe lidt på vej, hvis nyheds-skoen trykker det forkerte sted.

Vi glæder os til at gøre Din Avis til Vores Avis.