Giver det også dig hovedbrud at finde plads til de to nye ting i sorterings-stakken? Vi kommer med et bud og hører gerne din løsning.

KIAN JOHANSEN

Vi har noget at være stolte af i Randers. Sidste år var vi blot en ud af ti kommuner i hele Danmark der faktisk var i stand til at affalds-sortere de ni fraktioner, som regeringen besluttede, at alle danskere skulle være i stand til. Det skal ske inden for de næstkommende år for alle andre også.

I Randers kan vi sortere ti fraktioner, hvis vi lægger vores tekstiler ud til storskrald. Og her fra årsskiftet blev det endnu mere tydeligt. For nu kan du selv være med til at sortere blødt plast og kartoner.

Men hvorfor nu det?

»Vi fik at vide, at vores løsning med at indsamle de to fraktioner på den måde vi har gjort det hidtil, ikke var godkendt i forhold til Miljøstyrelsens anbefalinger. Så indtil 2024 så indsamler vi det separat. Det kan være i en klar sæk til storskrald eller i containeren til mad- og drikkekartoner på genbrugspladserne,« fortæller Allan Asp Poulsen, der er sektionsleder i Randers Kommune.

Så længe de to nye fraktioner sorteres frivilligt via storskraldsordningen, eller via en container på genbrugspladsen, så må Randers kommune stadig sortere de to fraktioner, lyder den lidt underlige forklaring.

Jeg har købt en sammenfoldelig beholder i Netto. Den kunne akkurat klemmes ind under håndvasken. Her kommer jeg nu den bløde plast i. Kartonerne kommer direkte ud i carporten, da de ofte er våde efter skylning og desuden vil lugte indendørs. Foto Kian Johansen

2024 kommer en beholder mere

I 2024 kommer der en beholder mere hos de fleste husstande, hvor alle de ti fraktioner, der skal sorteres, så kan være i. Men indtil da, må kommunen altså træde vande.

Og det er her du kan hjælpe til ved også at sortere det bløde plast og mælkekartonerne.

»Hvis det bløde plast stadig smutter i din beholder til metal, glas og plast, indtil de nye beholdere lander i din indkørsel i 2024, så går det også, fordi vi sorterer dem fra til genanvendelse på vores sorteringsanlæg i denne periode,« lyder det pænt fra Allan Asp Poulsen.

Blød plast kommes i den ‘gamle’ genbrugsbeholder som jeg lod blive stående i carporten. De to grønne beholdere er foret med hver sin klare plastsæk, så den bløde plast og kartonerne kan komme ned til vejen som storskrald. Foto Kian Johansen

Hvordan finder man al den plads i sit køkken til at sortere sit affald?

»Vi har ikke den forkromede løsning og vi anerkender, at det især kan være svært at finde pladsen i de ældre køkkener i lejlighederne. Men vi håber da, at folk gør forsøget,« lyder det fra sektionslederen.

Personligt har denne artikels forfatter forsøgt at finde en midlertidig løsning. Og der er kun blevet plads til en ekstra skraldebøtte under det i forvejen proppede skab under håndvasken. Til gengæld har jeg ’genbrugt’ mit gamle skraldestativ, så både blød plast og kartoner kan komme med til storskrald. Se billederne.