Louise Høeg, medlem af Randers Byråd (V)
Onsdag var en historisk dag for Randers Kommune. – Offentliggørelsen af den indgåede aftale, om arealudviklingsselskabet for byudviklingsprojektet Flodbyen Randers, er af enorm betydning for Randers Kommunes udvikling, og en milepæl uden lige.
Flodbyen Randers har efterhånden været på tegnebrættet i nogle år. Og det er kun naturligt. Der er selvfølgelig mange interessenter, der skal inddrages, som eksempelvis de nuværende virksomheder og borgere samt de mulige nye aktører og nye borgere i bydelen, hvor der bliver plads til 7-8000 indbyggere.
Og der har været rigtig meget, der skulle regnes på i forhold til økonomi, bæredygtighed, infrastruktur med mere.
Vi har en smuk grøn og blå naturkommune, og tilmed er vi så heldige at have Gudenåen og Randers Fjord som et flot bånd midt inde i Randers by.
Det kræver selv sagt penge, – rigtig mange penge -, at udvikle en ny bydel, hvor arkitekturen skal være i bedste samspil med naturen, hvor bæredygtigheden skal være i top, og som skal være attraktiv for både unge og ældre, for virksomheder og for restaurationsbranchen med flere.
Derfor er det absolut glædeligt, at AP Pensions datterselskab AP Ejendomme bliver kommunens partner i det fælles arealudviklingsselskab for Flodbyen Randers, – og med aftalen har de forpligtiget sig til at bygge på 27 pct. af byggeretterne, som svarer til 1. og 2. etape af det store projekt.
Det bliver helt fantastisk at se området ændre sig og åbne sig for nyt brug. Samtidig med at den vedtagne udviklingsplan med klimabroen selvfølgelig løser en utroligt vigtig opgave med klimasikring af Randers, samt med fremkommeligheden i hverdagenes trafiktrængsel.