Randers har oplevet et fald fra 31 til 12 indbrud i julen, fortæller Østjyllands Politi.

103 østjyder har i løbet af jul og nytår været udsat for indbrud i deres hjem – et fald på knap 15 procent sammenlignet med 2020, hvor der ellers også blev begået få indbrud i juledagene, fortæller Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I snart to år har Corona-pandemien sat sit præg på hverdagen, og i juledagene var smittetallene på det højeste niveau nogensinde. Det resulterede i, at mange måtte aflyse juleplanerne og fejre jul og nytår derhjemme. Men det betød til gengæld også, at der var færre efterladte boliger til rådighed for indbrudstyvene.

”Selvom vi kan give Corona skylden for meget, så tror jeg også, at det er et udtryk for, at borgerne generelt er blevet bedre til at sikre deres hjem og holde øje for og med hinanden.”

Camilla Nielsen, Vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

Corona og nabohjælp

”Mange har været hjemme i juledagene, og hvis man ikke selv var hjemme til at holde øje med sit hus, så var der stor sandsynlighed for, at én af naboerne var. Så det har formentlig været ret svært at være indbrudstyv denne jul, ligesom det også var tilfældet sidste jul,” siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen.

Antal anmeldte indbrud i julen i Østjylland fra 2018 til 2021. Bemærk det markante fald i Randers fra 37 i 2018 til 12 i 2021. Kilde: Østjyllands Politi

Landets flere end 230.000 nabohjælpere har i høj grad også været afgørende for, at indbrudstallene er på vej ned, mener indbrudsekspert og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, Lasse Staun, som bakkes op af Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

”Vi ved fra forskningen, at Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, så det stigende antal nabohjælpere har uden tvivl en betydning for det faldende indbrudstal. Derfor opfordrer vi danskerne til at holde fast i den gode udvikling og tilmelde sig Nabohjælp,” siger hun, ifølge Lokalavisen Favrskov.

Færre indbrud i Randers

Samlet set har der været et fald i antallet af juleindbrud i Østjylland fra 121 i 2020 til 103 i 2021. Det er særligt i Randers (-61 procent) og Syddjurs Kommuner (-70 procent), at der er sket et markant fald, mens der i Favrskov Kommune (-27 procent) er sket et mindre fald.

I Aarhus, Norddjurs, og Odder Kommune har der været lidt flere indbrud end i julen 2020, men stadig markant færre end årene før. Borgerne på Samsø har igen i 2021 var forskånet for indbrud i juledagene.

”Det er rigtig positivt, at der overordnet set er færre østjyder, der er blevet udsat for den ubehagelige oplevelse, det er at komme hjem til et gennemrodet hus efter en juleferie. Og selvom vi kan give Corona skylden for meget, så tror jeg også, at det er et udtryk for, at borgerne generelt er blevet bedre til at sikre deres hjem og holde øje for og med hinanden,” siger Camilla Nielsen, Vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

Kijo