Biskop Henrik Wigh-Poulsen husker barndommens Randers som det tryggeste på jorden.
KIAN JOHANSEN
Forestil dig Randers i 1960’erne. En lille dreng kører hjem til moderens barndomshjem. Ruten kender han ud og ind.
”Jeg husker, at Randers for mig startede ved Grenåvej, der lå en gård på højre hånd, inden vi trillede ned af bakken. Den ligger der faktisk endnu,” genfortæller Henrik Wigh-Poulsen, der siden 2015 har været biskop i Aarhus Stift.
Efter at have været væk fra sin hjemegn i det meste af sit arbejdsliv, vendte han tilbage til Aarhus Stift og dermed hele Østjylland.
”Så kom vi over Randers Bro og jeg kan huske Thor-skiltet over værtshuset Åkanden. Vi drejede til venstre, forbi Gasværket og senere startede opstigningen til Vester Altanvej. Dengang syntes jeg det var som at bestige et bjerg.”
Henrik Wigh-Poulsen
Og det gør vi også i dette lille portræt, hvor vi har spurgt biskoppen om, hvad barndommens Randers betyder for ham.
Men vi skal lige helt hen til mormor og morfar, i lejligheden på Vester Altanvej, med udsigt over Gudenåen.
Længe før broen kunne han se, det som han kaldte morfars skorsten. Det var Elværkets skorsten (i dag musik- og teaterhuset Værket, red.)
”Så kom vi over Randers Bro og jeg kan huske Thor-skiltet over værtshuset Åkanden. Vi drejede til venstre, forbi Gasværket (Gasværksgrunden ligger lige vest for Hvidemølle-broen der netop er revet ned, red.) og senere startede opstigningen til Vester Altanvej. Dengang syntes jeg det var som at bestige et bjerg.”
Født i Randers
Biskop Henrik Wigh-Poulsen blev født i sine morforældres lejlighed på Vester Altanvej i Randers i 1959. Faderen kom ude vestfra, fra et missionsk miljø med stor tro, ruflede arbejdshænder og meget få talte ord. Han var i den periode hjælpepræst ved Sct. Peders Kirke.
Henrik Wigh-Poulsen har i det meste af sit barndomsliv boet på Samsø og er opvokset i Vejlby nær Grenaa, hvor hans far var præst.
”Randers er for mig barndommens trygge land. Det var her jeg kom på besøg hos mine mormor og morfar og de havde altid tid til at snakke med mig.”
Barnebarnet var tit i Randers med sin mor, der sandsynligvis nød at slippe rollen som præstefrue for en kort tid.
Turen til Randers foregik også af og til med tog.
”Når toget nærmede sig Randers, så jeg op over bakkerne og de røde tegltage. Når vi kom til Randers Station, begyndte den lange tur op ad trapperne og op ad bjerget mod lejligheden på Vester Altanvej.”
Morfaderen arbejdede på Elværket og stod tidligt op. Så snakken gik, mens han sad på en lille trappestige i køkkenet og fik sin morgenmad og en cerut, husker –.
Det var et socialdemokratisk hjem, hvor opsvinget i 1960’erne også hjalp til med at gøre godt.
”Jeg husker randrusianere som veltilpasse i deres egen by. Randers var en industriby med stor selvfølelse. De virkede selvsikre og bekymrede sig ikke om andre større byer. Dengang fyldte Aarhus ikke meget i deres bevidsthed,” lyder det efterrationaliserende.
Formiddagen gik som regel med mormors selskab og af og til blev han sendt ned i det nærliggende ismejeri for at købe rundstykker.
I lejligheden blev der røget cigarer og cerutter og der var plads og rum. Et socialdemokratisk arbejderhjem, hvor der af til blev holdt sammenkomster og af og til kom der en Thor-øl på bordet.
Henrik Wigh-Poulsen husker især når han kom helt ind i midtbyen. Dengang var der langt flere mindre forretninger det gængse billede. Den blev ofte drevet af hele familien, der alle hjalp til.
”Det største var at komme ned i Tempo. Varehuset havde rullende trapper, det var ikke noget jeg oplevede så tit. (Tempo lå på Dytmærsken 9, hvor det senere blev til Schou-Epa, I dag hedder bygningen Randers Midtpunkt, red.).
De lysende gader
Julen var magisk dengang.
”Det var som magi at komme ind i gaderne. Byen var flot julepyntet og med masser af elektrisk lys. Og så var der juleudstillingerne i byens butikker. Det helt store var, når der var noget af juleudsmykningen inde bag vinduerne der bevægede sig.”
Men noget begyndte at ændre sig.
”Ungdomsoprøret var på vej til Randers. Min moster hørte Beatles og Stones. Og de unge mænd begyndte at få langt hår. Og jeg kan stadig huske, at jeg passerede en psykedelisk farvet Morris Mini et sted i Randers.”
Han uddyber.
”Randers var vores by. Det var mit andet barndomshjem. Et trygt sted, og en storby for mig, der kom fra lille Vejlby ved Grenaa. Det var en anden verden.”
Biskoppen fra Randers
62-årige Henrik Wigh-Poulsen har siden 2015 været biskop i Aarhus Stift. Og så er han Kongelig Konfessionarius.
Han er gift med Grete Wigh-Poulsen og bor i bispeboligen på Dalgas Avenue i Aarhus. De har tre sønner.
Han er opvokset i Vejlby nær Grenaa, hvor hans far var præst, indtil han i 1971 blev provst i Ålsø.
Hans mor kom fra et socialdemokratisk hjem i Randers. Forældrene boede på Vester Altanvej og havde kolonihave, klassebevidsthed og tid til barnebarnet.
1979 blev han samfundssproglig student fra Grenå Gymnasium. Ti år efter i 1989 blev han teologisk kandidat fra Aarhus Universitet.
Han har været sognepræst, højskolelærer på Askov Højskole og i et års tid tekstforfatter på et reklamebureau.
I 2000 skrev han en Ph.d.-afhandling: Natur og hjemkomst – en undersøgelse af Grundtvigs og Jakob Knudsens realisme belyst af den grundtvigske bevægelses forhold til den realistiske litteratur i årene 1870-1890.
Fra 2000 til 2008 var han redaktør af Dansk Kirketidende samt leder af Grundtvig-Akademiet, Vartov. Fra 2008 til 2015 var Wigh-Poulsen domprovst i Fyens Stift, Sankt Knuds provsti, Odense.
Randers Freja og Brandenborg
Onklen tog ham af og til med til kampe på Randers Stadion. Randers Frejas blå og hvide stribede trøjer. Men fodbolden har aldrig vakt særlig stor interesse hos Henrik Wigh-Poulsen. Stående der i gruset, hvor betonens kant markerede næste tilskuerrække, så han på spillerne.
”Det der var stort for en dreng for mig, var selve oplevelsen. Jeg kan især huske ham der Carsten Brandenborg. Ikke fordi han spillede godt. Men fordi han bar runde sygehusbriller og viste, at man godt kunne spille fodbold med briller på.”
I dag er han ikke den store fodboldfan, selvom Randers altid har været hans by.
”Jeg holder lidt med både AGF og Randers, mit hjerte er begge steder. Men jeg er ikke fanatisk. Og faktisk går jeg ofte en tur, når de spiller mod hinanden.”
