Som udsat familie, enlig eller ung, kan verden være svær at navigere i – især hvis man også er syg. Derfor hjælper den nye forening – Positiv Familienetværk – med at søge julehjælp og holder derfor dørene åbne to torsdage i november, hvor man kan komme ind fra gaden og bede om hjælp

 

PIA ASVIG IVERSEN

pia@dinavis.dk

 

Positiv Familienetværk er en nystartet forening, der udelukkende beskæftiger sig med administrativ hjælp til familier, der først og fremmest er økonomisk udfordret og udsat.

Foreningen har lokaler i Stemannsgade 9C ovenpå Underværket på 2. sal sammen med mentorforretningen Positiv Center, der er ophavsmænd til foreningen.

Mette Drori er ansat som Projektkoordinator og fundraiser, og er drevet af et personligt engagement.

“Jeg er vant til at hjælpe andre. Det har jeg gjort siden jeg var barn sammen med min familie, og så er jeg fortsat med det som voksen. Jeg kan simpelthen ikke lade være”, fortæller Mette Drori.

Mette er glad for at kunne være med til at starte foreningen op, så endnu flere får mulighed for at søge hjælp – og lige nu er det julehjælpen, der er fokus på, fortæller hun.

“Det er nu familier kan søge om julehjælp. Vi har ikke selv en pulje, så jeg er her for at hjælpe de udsatte familier med at søge de steder, hvor man normalt søger”, fortæller Mette Drori.

De gængse steder man kan søge er blandt andet hos Dansk Folkehjælp og Kirkens Korshær.

Hun understreger at det er for de der ikke kan få økonomien til at hænge sammen her op til jul, og at der ikke bliver lavet kontrol af ansøgernes status.

“Vi bygger vores arbejde op på tillid, og alle der mener at de har brug for hjælp er velkommen”, slår Mette fast.

 

Åbner dørene

Mette er en ørn til fundraising, og det er den baggrund, der gør hende i stand til at søge de forskellige fonde sammen med familierne.

“Vi skal ikke gøre arbejdet for dem. Dette er ment som hjælp til selvhjælp. Vi sørger for at ansøgningerne bliver udformet korrekt, og vi får dem sendt af sted. Men vi vil også gerne have at folk selv bliver i stand til at komme videre selv”, siger Mette.

“Jeg ved, at det kan være svært at overskue offentlige papirer og ansøgninger, hvis du er syg. Og hvis du derudover ikke har så mange penge, er det det, der fylder, og så bliver alt andet uoverskueligt. Derfor åbner vi nu dørene”, siger hun med et smil.

Da kontoret ligger på 2. sal, kan det være svært tilgængelig, men det er der en løsning på.

“Jeg kommer gerne ned i Underværket, for at tage en snak med de, der gerne vil have min hjælp. Mit mål er at så mange som muligt, får mulighed for at søge de steder de kan få hjælp til en god jul”, siger hun.

Mette Drori er en kreativ sjæl og har selv været selvstændig med blandt andet yoga. Hun er også kreativ og derfor er planerne for foreningen mange.

“Jeg har også en idé om at sætte noget kreativt op, så blandt andet børn kan lave deres egne gaver og få den glæde der er ved at give til bedsteforældre og forældre”, pointerer hun.

Foreningen bliver udelukkende finansieret af fonde, og det eneste Positiv Center og Positiv  Familienetværk har til fælles er adressen.

Positiv Center har eksisteret i omkring to år her i Randers, og her har de hjulpet flere borgere med for eksempel weekendophold og forplejning for familier.

 

Foreningen åbner dørene for de der gerne vil have hjælp til at ansøge om julehjælp torsdag 11. og 18. november fra 9-12 Stemannsgade 9C – med indgang fra indkørslen ved den østlige ende af Underværket – sidste indgang.