FLEMMING SØRENSEN
ÅLBORGGADE 24
8940 RANDERS SV
nr 3 på SFs kandidatliste til KV21
SØREN NORLANDER
MIDTERSPORET 3
8930 RANDERS NØ
Nr 5 på SFs kandidatliste til KV21
Vi skal ikke ende med at købe drikkevand i plasticflasker.
Derfor skal der gøres noget drastisk nu, både lokalt og på Christiansborg.
På Christiansborg har SF i forhold til finanslovsforhandlingerne meldt ud, at der skal findes penge til at skabe grundvandsparker i hele landet. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for at forhindre sprøjtegift fra landbruget i at trænge ned i grundvandet. Men det er ikke nok.
Vi skal sikre os mod alle kilder til forurening af drikkevandet, ikke kun fra landbruget, men også fra virksomheder, grundejere, offentlige institutioner og fra forurenede grunde. Alt skal gennemgås med en tættekam, så forureningskilderne kan blive stoppet eller renset op.
Vi har kæmpet mod forurening af drikkevandet i årevis. Det har desværre ikke været tilstrækkeligt. Det skal der ændres på nu. Finansloven skal være et historisk vendepunkt for beskyttelse af vandet. Det er nu, vi skal sikre et totalforsvar mod forureningen, uanset hvor den kommer fra. Vores børn og børnebørn skal også kunne drikke rent vand fra hanen.
SF går til finanslovsforhandlingerne med krav om finansiering af grundvandsparker, samt oprensning af forureninger i vandindvindingsområder.
Prioriteringen af drikkevandet på Christiansborg, hænger sammen med SFs lokale indsats. SF har netop medvirket ved en meget bred budgetaftale i Randers Byråd, hvor der er afsat ekstra ¾ mill. til drikkevandsbeskyttelse og indsatser mod brug af pesticider i drikkevandsområder.
I den kommende byrådsperiode bliver der virkelig brug for at byrådet har fokus på vores drikkevand.